S_FørOgNu

NR. 1_

FØR OG NU

l. JANUAR 1915

D e n u d s t r a k t e H a a n d .

aar man vender hjem efter længere Tids

Fraværelse, venter man ganske na

turlig, at der er sket en Mængde Forandrin

ger og forbeholdt En en Mængde Overra

skelser; alligevel blev jeg højst forbavset

over at se den Forandring, der var foregaaet

med min Ven, Philip Moreland. Tyve Aar

havde jeg været borte; men ikke desto min

dre følte jeg straks, at hans forandrede

Udseende skyldtes noget mere end Tidens

blotte Paavirkning.

Da vi for tyve Aar siden skiltes efter at

have bestaaet samme Eksamen — han for

at studere Jura og jeg for at rejse til Av-

stralien, var han en kraftig, modig ung

Mand, fuld af Energi og overordentlig ær-

gjærrig. Og nu da jeg besøgte ham paa

hans Kontor, fandt jeg et Vrag, en Mand

gammel før Tiden med graasprængt Haar

og Skæg og et rynket, indfaldent Ansigt.

Først da jeg havde besvaret hans Spørgs-

maal om, hvorledes det var gaaet mig, og

efter at han havde meddelt mig, at hans

Forældre var døde, og at han var ugift,

berørte jeg hans daarlige Udseende, og bad

ham i Kraft af vort Venskab fortælle mig,

hvilken Ulykke der var overgaaet ham.

Han stirrede paa mig i nogle faa Øje

blikke, ude af Stand til at svare; Pupillerne

i hans indfaldne Øjne udvidede sig, og hans

Ansigt blev askegraat. Endelig talte han

med sagte, hæs Stemme, og søgte forgæves

at skjule sine Hænders Skælven ved at

presse dem tæt imod Stolearmene.

„Ja, John, Dig vil jeg fortælle det. Men

Du vil blive det eneste dødelige Væsen,

som vil erfare, hvad der har brudt min

Energi og ødelagt de gode Udsigter, jeg

havde, da Du rejste. Men her kan jeg ikke

fortælle Dig det“.

„Hvor kan Du da fortælle mig det?“

spurgte jeg.

„Kom til mit gamle Hjem i Aften Klok

ken otte.“

Præcis til den fastsatte Tid indfandt jeg

mig hos Philip. Huset, han boede i, var

gammeldags og laa skjult fra Gaden midt

imellem høje Poppeltræer.

En gammel Tjener, hvis fordums muntre

Ansigt jeg mindedes, lukkede mig op og

bad mig træde ind; der var en sørgmodig

Klang i hans Stemme, som sagde mig, at

ban tog Del i sin Herres Sorg, om han end

ikke kendte Grunden til den.

Philip ønskede mig velkommen med en

mine, som om min blotte Nærværelse lin

drede ham hans Sorg. Da han skruede

tampen op, saa jeg, at det forøgede Lys

skar ham i Øjnene. Han havde altsaa sid

det og grundet i Mørke, sluttede jeg; han

hak en Lænestol tæt hen til sin og bad

mig tage Plads. Jeg bad ham skrue Lam-

Pen ned, hvad han øjensynlig gerne gjorde,

°g saa satte vi os ned foran Kaminen.

Jeg betragtede nøje hans Ansigt, og trods

halvmørket, opdagede jeg dog ligesom et

Wimt af Haab i hans Øjne.

»John,“ begyndte han, „Du har vel nok

agt Mærke til, at dette ikke er det samme

1™dereværelse, som Fader brugte.

Han foretrak, som Du nok husker, Væ-

reiset oppe i øverste Etage, derfra hvor

®au havde saa god en Udsigt. Folk, der

hger sig Studierne, synes altid instinkt-

jnæssig at foretrække de øvre Etager. Jeg

oldt °gsaa meget af Værelset og dets En

somhed og benyttede det efter Faders Død

indtil —“

Aan stoppede pludselig op, og der kom

fortvivlet Udtryk i hans Øjne. Da jeg

efte

*ntet sagde, fortsatte han lidt

»Men jeg maa begynde med Begyndelsen,

g dersom Du, naar jeg har fortalt Dig alt,

vil rfUnde antyde for mig Vejen til Frelse,

Du være mere for mig end en Ven.

Du 'U eg maa ^ e , J°hn. er frygteligt!

, yed, hvilke lovende Udsigter jeg havde,

v®Iae Breve har jeg fortalt Dig, at jeg

oleven udnævnt til Advokat, Jeg vandt

mange Triumfer — og nu — nu træffer Du

mig som et usselt Vrag, der har mistet et

hvert Haab.

Ja, jeg vandt mange Sejre, forinden

Sagen mod Richard Harkton blev overdra

get mig,

Det var min første rigtig store Sag.

Harkton var en velkendt Mand i Byen og

en god Bekendt af mig. Hans Hustru døde

pludselig, under Omstændigheder, der var

tilstrækkelig mistænkelige til at arrestere

ham.

Der var vel ingen Beviser, men alle In

dicier talte stærkt imod ham, og jeg indsaa,

at kunde jeg overbevise ham, vilde der

være mange Laurbær at høste, og at det

første ledige Dommerembede, hvis jeg havde

Held med mig, vilde blive mit.

Kort og godt, John, min Ærgærrighed

gik over til Galskab.

Jeg følte aldeles ingen Samvittighedsnag

ved at faa ham dømt paa Indicier, og den

Sympathi, jeg burde have følt for Harkton

som en nær Bekendt af mig, rørte mig ikke.

Du vil og kan ikke forstaa mig, naar jeg

siger Dig, at min Ærgærrighed blev lige

frem — blodtørstig. Harktons Liv var

det Maal, jeg satte mig.

Du gyser, min Ven, og det er med Rette.

Dag for Dag og Nat for Nat studerede

jeg Sagens Enkeltheder. Jeg undte mig

ingen Søvn, og hele min Stræben gik ud

paa at samle Beviser mod ham.

Sejren blev min Religion, min Gud.

En Nat,“ tilføjede han sagtere, „sad jeg

oppe i det gamle Studereværelse og gen

nemgik vel for hundrede Gang alle Sagens

Akter. Jeg havde Feber af Ophidselse. In

tet som helst Forsvar vilde kunne svække

de Beviser, jeg havde taarnet op om Mor

deren. Jeg følte Sejren var mig vis. Alt

andet end selve Sagen var glemt. Jeg følte

forud Sejrens Glæde, Opnaaelsen af mine

Forhaabninger og Triumfen over Defensor,

som var en af mine haardeste Konkur

renter.

Pludselig blev jeg forstyrret i min Hen

rykkelse ved en let Støj, og da jeg vendte

mig om, saa jeg Richard Harkton staa for

mig.

Jeg stivnede af Rædsel, idet jeg i første

Øjeblik troede at være Ofret for en Hallu

cination, men Mandens Stemme sagde mig,

at han virkelig var til Stede.

„Du arbejder paa at overbevise mig,“

sagde han mildt bebrejdende.

„Hvordan er Du kommen her?“ spurgte

jeg.

„Jeg er flygtet fra Fængslet, og kommer

nu — det er maaske taabeligt — for at

bede Dig hjælpe mig at undslippe.

Vi har jo været Venner, Moreland, og

saa sandt jeg staar her, jeg er uskyldig.“

„Uskylgig !“ gentog jeg foragteligt. „Med

koldt Blod dræbte Du din Hustru. Bevi

serne er uomtvistelige.“

Han for’ tilbage, idet han, fortvivlet tryk

kede Hænderne for Ansigtet. Den blotte

Tanke, at han mulig kunde undslippe, gjorde

mig rasende, og han maa have kunnet læse

det i mit Ansigt. Harkton havde aldrig

været nogen stærk Mand, men nu havde

Indespærringen yderligere svækket ham. Jeg

kunde let holde ham tilbage. Det var min

Pligt som Embedsmand at gøre det. For

saa vidt var den Handling, jeg nu fortæl

ler Dig, retfærdig nok, men (Philip stand

sede, idet han i voldsom Selvfordømmelse

vendte sig mod mig) alligevel, det var at

handle som en Djævel, at benytte denne

Mands Liv som Trappetrin for min ærgær

rige Stræben.

„Men Du vil sikkert lade mig gaa nu

og” ikke nægte mig den Chance, jeg har

til at undslippe,“ sagde Harkton svagt,

„Nej!“ raabte jeg, idet jeg rejste mig.

„Jeg vil bringe Dig tilbage til Fængslet.“

Jeg greb fat i ham. Han gjorde ingen

Modstand, og jeg kastede ham let omkuld

paa Gulvet og bandt saa hans Hænder med

et Haandklæde, medens han blot sagte mum

lede:

„Himlen

hjælpe mig!“ Men disse Ord

lyder mig i Møde fra Nattevinden, og hans

Øjne stirrer i haabløs Fortvivlelse paa mig

fra hver en Krog.

Jeg vil ikke nærmere beskrive Dig En

kelthederne, om hvorledes han blev bragt

tilbage til Fængslet, hvorledes jeg førte Sa

gen mod ham, eller den Ros, jeg vandt, alt,

hvad jeg behøver at sige Dig, er, at jeg

vandt Sagen og Richard Harkton blev hals

hugget.“

Ilden i Kaminen var næsten udbrændt,

men dens Skær var dog stærkt nok endnu

til at vise mig den Rædsel, der stod malet

i Philips Ansigt. Hovedet var sænket ned

paa Brystet, og han klamrede sig fast til

Stolen med begge Hænder, som svævede

han over en Afgrund og Stolen var hans

eneste Tilflugt.

„To Maaneder senere,“ vedblev han lidt

efter stønnende, „fik jeg fuldgyldige Bevi

ser for, at Harkton var uskyldig.

Samme Aften sad jeg silde i mit Studere

værelse — en Aften som denne, hvor

Vinden suser i Grenene og Bladene ligesom

hviske med hinanden. Jeg sad ved Bordet,

ikke studerende, men derimod kæmpende

med mit Hjærtes Samvittighedsnag. Jeg

havde lige modtaget Udnævnelse som Dom

mer, men min Ærgærrighed var død. Plud

selig ligesom følte jeg, at der var nogen

tilstede i mit Værelse; det var denne ufor

klarlige Opfattelse, vore Nerver undertiden

besidder, der sagde mig det; thi jeg hørte

og saa intet; men da jeg drejede Hovedet,

viste det sig, at min Anelse havde talt sandt.

Der, just dér, hvor Richard Harkton hin

Aften havde staaet, saa jeg en Haand, der

var udstrakt imod mig.

Kun en Haand.

Jeg saa efter Haandleddet, Armen, Krop

pen, men der var intet at se andet end en

Haand, der strakte sig mod mig fra en

mørk Taage.“

En Gysen gennemfor Philip, idet han

fortsatte:

„Og den Haand har siden altid været der,

strakt ud imod mig. Jeg trodsede den Af

ten efter Aften, prøvede at arbejde, at være

mig selv, men det lykkedes mig ikke.

Den Haand var værre end en Tyvs. der

stjæler ens Gods, thi den bortstjal al min

Iver og Ærgærrighed. Den drev mig ned

her til dette Værelse, men ak, min Ven,

Himlen hjælpe mig! den Haand er endnu

stadig deroppe strakt ud — ved Dagens

Lys og naar det er mørkt — altid, altid

strakt ud imod mig. Der er gaaet mange

Aar siden, og mange Gange er jeg gaaet

derop i det Haab, at den skulde være borte;

men altid var den der og den er der oppe

endnu. Den piner og plager mig, den stjæ

ler mit Liv. Den har standset min Løbebane.

Se paa mig — et Vrag.

Aa Gud, aa Gud! det er Richard Hark

tons Haand!“

Han faldt overvældet tilbage i Stolen, og

jeg sprang op, frygtende for at min Ven

var et Offer for den frygtelig uheldbrede-

lige Aandssygdom, som man har kaldet Hal

lucinationer.

„Philip,“ spurgte jeg ham i en alvorlig

Tone, „er Du vis paa, at^ det ikke er en

Indbildning?“

„Indbildning,“ gentog han, „Du mener

en Hallucination. Himlen hjælpe mig, hvis

det er saa; jeg har tænkt paa det. Jeg

tror en Hallucination er uhelbredelig. Lad

mig fortælle Dig, at min Bedstefader pintes

lige til sin Død ved Synet af en Rotte. Det

er Arvelighedens Jernlov. Jeg vilde være

glad, John, hvis jeg vidste, det var en

Aandehaand; thi saa maatte den kunne be

sværges eller fordrives. Endnu er jeg ung

nok til at vinde frem; men den Haand om

klamrer min Strube, og langsomt men sik

kert vil den pine Livet af mig. Den lokker

mig til det Værelse tidt midt om Natten.

Jeg føler, hvor den ligesom drager i mig,

og jeg han ingen Modstand gøre. Det er

en Hallucination, og den vil dræbe mig.“

Han ræsonnerede saaledes, men var ro

ligere nu end da han fortalte mig Historien,

og jeg saa deri et svagt Haab for ham.

„Philip,“ spurgte jeg ham pludselig,