S_FørOgNu

TILLÆG TIL N

. 1

FØR OG NU

1. JANUAR 1915

gydelse. Kong Valdemar havde, jævnsides

med sine andre fremragende Egenskaber,

en udmærket Evne til at snakke sig til

Rette. Det kan vel ogsaa nok siges, at

Forholdene just

paa dette Tids

punkt var ham

gunstige; Gejst

ligheden stod i

Taknemligheds

gæld til ham og

den

daværende

Roskildebisp, Jo

hannes, var hans

personlige Ven.

Men „noget for

noget, naar Ven

skab skal holdes“.

Kongen forlangte

ikke, at Bispen

skulde overlade

ham København

for ingen Ting —

Herligheden var jo

heller ikke Bis

pens egen. Han

lovede Biskop Jo

hannes Slottet Sø

borg med 5 Her

reder mod at faa

Hafn overdraget

paa Livstid, og des

uden forpligtede

Kongen sig til at

betale den Sum, for hvilken Christoffer 11

uden videre havde pantsat Staden til Grev

Johan af Holsten, en Fordring, der senere

som Pantesikkerhed

for 7000 Mark var

gaaet over til Kong

Magnus Smek i Sve-

rig. Biskop Johan

nes døde snart ef

ter at Overdragel

sen var kommet i

Stand, men det ly k 

kedes Kong Valde

mar at faa den for

nyet af Efterman

den, Biskop Henrik,

og nu lod han ind

til videre, som om

han var hjemme i

København. Han rev

Absalons Borg ned

og byggede et me

re tidssvarende Slot

1361. Gejstligheden

blev rigtignok tem 

m elig forskrækket

over, hvad han til

lod sig, og indgav

Klager over ham,

men de førte ik 

til noget

hans Levetid, og

hvad hans Efterfølgere paa Tronen angik

— Dronning Margrethe, Erik af Pommern

og Christoffer af Bayern —, saa havde de

alle lært, hvor vigtigt det var for dem at

holde paa den Skat, de en Gang havde

faaet i Hænde. Et Vederlag fik G ejstlig

heden ved et Slags Mageskifte i 1443, men

det tilfredsstillede ikke Prælaterne, som

stadig gjorde deres Fordringer gældende.

Men saa kom Reformationen og med denne

blev der gjort en brat Ende paa de lang-

Slottets Brand 26. Febr. 1794 (Tegning, Frederiksborg)

varige Stridigheder til Fordel for Konge

magten.

Kongerne havde, til Trods for Besiddel

Hoved- og Residensstad for de den Gang

forenede 3 nordiske Riger — og hermed

var Spiren lagt til Stadens raske Opblom-

stren. Naar København blev Residensstad

betød det, at en

stor Del af de tre

Landes Adel ogsaa

m aatte have faste

Boliger i Byen, og

med

dem kom

der Haandværke-

re, Handlende,Em-

bedsmænd,

kort

sagt det, der ska

ber en By.

Sin Indvielse som

Danmarks

faste

Kongeborg fikSlot-

tet i 1445, da Kong

Christoffer holdt

Bryllup med Do-

rothea, Datter af

Markgreve lians

Guldmager

Brandenburg. Det

blev en Fest, til

hvis Pragt der a l

drig var set Ma

gen i Kongens Ri

ger og Lande. Der

mødte foruden vo

re egne og de sven

ske

Adelsmænd,

Fyrster fra Tysk

land og Afsendinger fra Hansestædorne. 1

et Brev til Else Otto Rosenkrans skriver

Kongen: „Vi beder Eder kjærligen, at I

for Vor Skyld reder

Eder kostel igen ud

med kostelige Klæ

der, Smykker og an

dre saadanne Styk

ker og med Eders

forspændte

Karm

og faure Heste og

veludredede Svende

og gøre Eder glade

med Os den I id

over“.

Pragtfuldt skulde

det altsaa være, og

pragtfuldt blev det,

men det værste var,

at en stor Del af

de fornemme Gæ

ster aldeles ikke

morede sig.

Slottets Brand 26. Febr. 1794, set fra Marmorbroen (Stik af Lahde).

sen af København endnu ikke fast Bolig

paa Københavns Slot, roen boede skiftevis

her, paa Riberhus, Koldinghus, Skander

borg, Vordingborg eller Roskilde Slotte.

Først Christoffer af Bayern tog i 1443 den

Beslutning at tage fast Ophold paa Slottet

i København og ophøjede dermed Byen til

danske og svenske

Adelsmamd

drog

derfra med B itter

hed i Sindet, fordi

den tyskfødte Konge

under hele F estlig

heden synlig fore

trak sine tyske Gæ

ster for dem.

Endnu en Bryllupsfest kom Dronning Do-

rothea til at fejre paa Slottet, idet hun

nem lig allerede i1449, efter Kong Chri-

stoffers Død,ægtede Christian I. D er,m el

des ikke noget om, at der ved denne Lej

lighed udfoldedes nogen særlig Pragt, men

saa meget mere var dette Tilfæ ldet, da Kong