143 / 225
H A A N D V Æ R K OG I N D U S T R I
129
1636 paa, uden Indsigelse fra Snedkernes Side, at maatte forfærdige S ym fo n ie r og
C la v ic o r d ie r , havde næppe stor Betydning.
Omtrent 1624 begyndte der en G la s in d u s tr i i København, uden Tvivl i al Be
skedenhed. Paa den Tid forekommer Mathias Grundtmann i Toldregnskaberne som
Fabrikant af »Spidsglas« — med og uden Dækkel — »Børglas«, »Bennikeglas« og
»Pasglas«. Han havde Udsalg paa Østergade.
Større var det sikkert med Bobert Colnet, som 1652 blev antaget som kgl. Glas
brænder med Forpligtelse til aarlig at levere Kongen 500 Spidsglas, store og smaa,
samt skære, slibe og polere allehaande Glas, som Kongen maatte have Brug for.
Han kendte ogsaa den Kunst at farve Glas, »saa de ikke paa Farven var til at
skælne fra Ædelstene«. Colnets Glasværk laa umiddelbart ved Yandmølletaarnet,
mellem dette og Volden. Han har sagtens maattet benytte Vandkraft til Slibning og
Polering af sine Glas.
En af Byens solideste Industrigrene var sikkert B e b s la g e r v irk som h e d e n . De to
store Reberbaner, hvor der kunde slaas Trosser af Kabeltovs Længde, var Kongens
Reberbane paa Holmen, bygget 1566, — den lange Bygning der fra Sejlhuset gik
ned langs nuv. Peder Skramsgade (se Kortet Side 71 og van Wycks Billede), og
Islandske Kompagnies, der laa omtr. langs nuv. Amaliegade og strakte sig fra den
lille Plads ved Garnisons Kirke og ud til Amalienborg Plads. Den blev anlagt
1621 væsentlig for at forsyne Kompagniets Skibe med det nødvendige Tovværk.
Men der er uden Tvivl ogsaa lavet Trosser til Udførsel, ti Kompagniet drev tillige en
stor Reberbane langs Mølleaaen under Volden. Voldgaderne har jo lige til deres
sidste Tider paa Grund af deres lige Strækning stadig været anvendt af Rebslagerne.
Uden for Vesterport havde Byen ikke mindre end syv Reberbaner, som mod
en aarlig Afgift dreves af Byens Rebslagere.
Det var i det hele en ikke ringe Virksomhed, der dreves af Københavns Bor
gere uden for Byen, særlig med Benyttelse af den stærke Strøm i Mølleaaen, som
fra den højtliggende Fursø løber ud i Stranden, eller af Vandløbene ved Vedbæk
og Hellebæk. Men disse Anlæg hører dog nærmest det følgende Tidsrum til.
I 1653 synes Frederik III. at have villet tage sin Faders Børnehusvirksomhed
eller en enkelt Gren af den op igen. Han tillod i nævnte Aar en Flok fordrevne
bøhmiske Klædemagere at komme ind i Landet og anviste dem Christian IV.s an
selige Ladegaard uden for Byen til Opholdssted; de skulde faa mange Privilegier af
forskellig Slags, men i Stedet for de halvtreds, som havde faaet Lov at begive sig hid,
kom der kun en — siger og skriver en. Og dermed døde Planen hen.
Christian IV.s Forsøg paa i 16 13 at ophæve Lavstvangen og indføre Nærings
frihed viste sig særlig skæbnesvanger for Befolkningen paa et bestemt Omraade,
nemlig med Hensyn til de daglige Levnedsmidler. Hverken Bryggere eller Bagere
eller Slagtere kunde undvære den Kontrol, de hidtil havde været undergivet. I 1622
udsteder Kongen en Forordning i Anledning af den Uskikkelighed, som han erfarer
foraarsages af, »at det enhver er frit fore udi sit eget Hus 01 at brygge, hvorfor
(der) baade ere mange Slags 01, saa og enhver det efter sit eget Tykke kan godt og
ondt brygge og det, som de selv ville, sælge og afhænde.«
For at kunne kontrolere og forbedre Ølbrygningen blev det fastsat, hvor mange
Bryggergaarde, der fremtidig maatte findes i Byen. De skulle ligge, hvor der var