146 / 225
132
K Ø B E N H A V N 1 5 3 6— 1660
Ligesom man i alle nogenlunde velstaaende Huse bagte selv, saaledes slagtede
man ogsaa selv. Det foregik som Regel kun een Gang
0111
Aaret i sidste Halvdel af
Oktober og første af November; ved denne Slagtning forsynedes Huset med Kød,
for hele Aaret, og oven paa Slagtningen fulgte Saltning og Røgning. Ved større Fest
ligheder i Hjemmene har man vel ogsaa købt et Kreatur paa Torvet og ladet det
slagte, men sligt blev i Længden for besværligt, hver Gang man skulde bruge en
Smule fersk Kød. Paa Herredagen 1557 blev det da bestemt, at Magistraten skulde
sørge for, at Slagterne altid var saaledes forsynede med fersk Kød, at alle og enhver,
Fattige som Rige, tre Gange
0111
Ugen, Aaret rundt kunde købe fersk Kød i Pun-
devis.
Slagtere kaldtes i Middelalderen Kødmangere og havde deres Roder paa den
efter dem benævnede Kødmangergade, der i Tidens Løb er bleven til Købmager-
gade. Slagter- eller Kødmangerboderne laa mellem Klareboderne og Trinitatis Kirke.
Efter Reformationen flyttedes de hen paa Hjørnet af Klosterstræde og Skindergade
nærmest Graabrødre Torv, og lier laa de til 1807. Paa Grund af den med Slagtnin
gen følgende Stank og Urenlighed skulde fra 1577 al Slagtning foregaa uden for
Ryen.
Men Slagternes Eneret paa Handel med fersk Kød bragte dem, ligesom Bagerne,
til at spænde Buen for højt. De satte deres Priser efter eget Behag uden at bekymre
sig
0111
de lovlige Takster og vilde tvinge Folk til at købe det ringere Kød med det
bedre. 16 10 blev da deres Eneret til Handel med fersk Kød taget fra dem, og alle
og enhver fik Lov til frit og uhindret at føre fersk Kød til Torvs paa Torvedagene.
16 13 blev Lavet ophævet som alle andre, og 1623 blev der givet Slagterne en Række
Vedtægter, som de skulde have at rette sig efter. Af den skarpe Paamindelse til dem
0111
at afholde sig fra Drukkenskab og Letfærdigheds Ord og Tale, »som ofte blandt
dem sker, desværre, Gud til Fortørnelse og Menigheden til Forargelse« faar man en
Anelse om, at Slagterne dengang som senere har været nogle slemme Gaster.
I 1649 fik Københavns Slagtere en betydelig Forret. Imod at forpligte sig til at
der ikke skulde fattes fersk Okse- og Lammekød i Slagterboderne til Byens For
syning, blev det dem tilladt at købe fede Slagteøksne og andet Kreatur, som de
havde Behov, over alt i Riget, — dog at de ikke forsaa sig mod Kongens Reces
0111
Øksenhandelen, som ellers var en adelig Forret.
Ser vi tilbage paa den her skildrede Periode og sammenligner Udviklingen af
Handelsvirksomheden og Udviklingen af Haandværk og Industri, vil man snart
blive opmærksom paa, at de samme Forhold gør sig gældende paa hægge Omraa-
der. Det er den saakaldte »Regalismes« Tidsrum. Og intet Sted har denne fundet
en mere fuldgyldig Repræsentant end i Christian IV. I sin levende Interesse for at
fremme Landets Købstadvirksomhed i det hele, tager han sig med særlig Iver af Næ
ringslivets Opkomst i Hovedstaden. Og som han sætter Handelsforetagender i Gang,
giver Handelsprivilegier og opretter monopoliserede Handelsselskaber, søger han paa
alle Maader at ophjælpe Haandværket og sætter store Kapitaler ind paa at kalde
en Fabriksvirksomhed til Live.
Men hans Anstrengelser fik hverken paa Handelens eller paa Industriens Om-
raade noget Udbytte, der svarede til de Ofre, der blev bragt. Den kunstig fremkaldte
Industri sygnede, som vi har set, snart hen igen, og alle Forsøg paa at højne og