144 / 225
130
K Ø B E N H A V N 1536—1660
bedst Vand og Lejlighed, og alene i disse Gaarde maatte der brygges til Byens Be-
bov. De forskellige Ølsorter skulle takseres og vrages og »cirkles«, inden Øllet maatte
sælges. 1640 blev der endvidere ansat seksten Tilsynsmænd, otte Borgere og otte
Bryggere, der skulde føre Tilsyn med Bryggergaardene. Af dem var der ikke saa
faa. Bryggerlavet kunde det nævnte Aar raade over ikke mindre end 122, af hvilke
dog de" otte blev betegnede som uskikkede til Bryggergaarde. Mange af disse Gaarde
var dog sikkert temmelig smaa.
Ølbryggerne maatte svare en Accise af 0 1 og Malt, der 1633 beløb sig til 3 Slet-
daler 4 Sk. (lidt over 4 Kr.) af 3 Pd. (9 Tdr.) Malt. I 1645 forpagtede Lavet selv Ac
cisen for en Afgift af 1200 Rdl. aarlig.
En af Københavns Gader bærer endnu ved sit Navn Minde om Byens første
større Bryggeri, nemlig Gaasegade. Paa dens vestre Side ved Mølleaaen med dens
forholdsvis gode Vand laa Christian III.s »Gosebryggeri«. Goseøl eller Gaaseøl var
det bedste 0 1 i det XVI. Aarhundrede. Senere blev Bryhan og Momme mere efter
spurgte Sorter. Bægge blev bryggede i København paa særligt Privilegium. Baade
Goseøl, Bryhan og Momme var tyske Ølsorter, der blev efterlignet her, men det
ægte tyske 0 1 bar dog stadig Prisen og indførtes i store Mængder.
Bagerne var tidligere bl. a. blevet kontroleret gennem den tvungne Udstilling
og Salg af deres Brød paa de ugentlige Torvedage, hvor den ene Bagers Produkt
let kunde sammenlignes med den andens. Desuden havde Bagerne Lov til at sælge
Brød fra deres »Vindue«, men i Slutningen af XVI. Aarhundrede opstod der sær
lige Bagerboder. I det foran omtalte lille Stræde fra Amagertorv til Graabrødre,
Madtorvet, var der saaledes Bagerboder, lige saa ved vor Frue Kirkes Mur ud til
Nørregade, lige over for Bispegaarden, paa Østergade uden for Stadens Gæstegaard,
»Store Lækkerbidsken« paa Hjørnet af Amagertorv og en ved Vester Port.
Det havde til alle Tider været tilladt Borgerne baade at brygge og tage til eget
Behov men ikke til Salg. Ved Næringsfrihedens Indførelse i 16 13 blev der imidlertid
frit Spil, og Bagerne begyndte snart at beklage sig over, at Folk uden for Haand-
værket tog sig paa at bage Brød ikke blot til eget Brug men tillige til Salg.
Christian IV. fandt — ikke saa meget for Bagernes Skyld som for Borgernes,
der havde lidt meget under Bagernes forskellige Overgreb —, at det kunde være
nødvendigt at have Haand i Hanke med Tilberedelsen af en saa vigtig Artikel som
Brød, om end han ikke vilde gaa med til at genoprette de i 16 13 nedlagte Lav.
Det blev da ordnet paa den Maade, at der her i Staden kun maatte være tredive
Bagere, som maatte bage Brød til Salg. Ingen skulde kunne blive Mester uden at
have tjent tre Aar hos en af de tredive Mestre og skulde tilholdes at gifte sig med
en Mester-Enke eller -Datter. Gjorde han det, maatte han uden anden Omkost
ning »nyde Haandværket.« I modsat Fald skulde han give 1 ungarsk Dukat som
Indgangspenge, men ingen Drik maatte i den Anledning finde Sted. Der sattes en
bestemt Pris paa alt Brød. Bagerne maatte kun sælge Brød fra deres Vindue og i de
forordnede Bagerboder, men for at disse efterhaanden kunde blive de eneste Udsalgs
steder, hvorved Kontrollen lettedes, blev det forbudt Bagerne ved særlige Tegn at hen
lede Folks Opmærksomhed paa deres Vinduer — lave Reklame, som vi vilde sige,
— hverken med Lys at stille i Vinduet, eller med Brød at opstable eller Tavler
(Skilte) at udhænge, som det tilforn havde været Skik; endelig blev det befalet, at
alle Vinduer, hvorfra Bagerne havde Udsalg, skulde aftages.