S_DeDanskeByerhverv

K Ø B E N H A V N U ND E R B I S P E S T A V E N

N Æ R I N G S L I V E T S OPKOMS T

Glemsel og Tomhed. En saadan Tilstrømning som i denne Periode til Falsterbo og

Skanør har der vel aldrig været til Havn eller København paa Silkemarkedets Tid ;

en fransk Rejsende fra Midten af det XIY. Aarhundrede fortæller, at der i Markeds-

maanederne var 300,000 Mennesker beskæftiget her, alene med at fange Sild. Man

kunde i Frederik I.s Tid, da Fiskeriet alt var i Aftagende, endnu tælle mellem

7000 og 8000 Baade under Skaanes Vestkyst og mellem 37,000 og 38,000 Fiskere.

Hertil kom saa yderligere de mangfoldige Mennesker, der havde med Silden at gøre,

naar den først var kommet i Land, og som i Modsætning til de i Reglen danske

Fiskere oftest var Tyskere, nemlig Saltere, Pakkere, Vragere og Bødkere samt endelig

Søfolkene paa den store Mængde Skibe, der stævnede hid baade fra Øst og Vest. De

nierholm bliver tilbage som et Minde om den Tid, da Bremerkøbmændene havde

deres Fid eller Bodeplads her. Det vil altsaa sige, at Byen i denne Tid har udvik

let sig saa meget, at dens Borgere ikke kunde nøjes med det Købmandskab, der

kunde drives i den korte Tid, Silkemarkedet varede og medens de fremmede Køb

mænd laa her. Nu kom der hele Aaret rundt Skibe til Byen, bragte fremmede Lan

des Varer hertil og førte vore egne Frembringelser med tilbage; lidt efter lidt be

gyndte ogsaa den danske Skibsfart at gøre sig gældende saa vel som den danske

Handel, men foreløbig var det mest de fremmede Købmænd, der besørgede Om

sætningen.

Det var nu ikke saa let en Sag'som i vore Dage for Fremmede at faa Lov til

IiO N G E N SR V

1 9 0 3

sidste, fra Hansestæderne ved Vesterhavet Og de engelske Byer, betegnedes som

»Omlandsfarere«, det vil sige dem, der sejlede uden om Skagen og det frygtede

Jydske Rev. Og naar Markedstiden nærmede sig, kunde man i tyske Østersø-Havne

se løsagtige Kvinder i Mængde hyre Skib og begive sig over til Markedet, hvor det

efter Tidens Skik gik vildt nok til med Drik og Dobbel, Slagsmaal og anden Vold

somhed.

Hvis det er rigtigt, hvad nogle Oldforskere have ment, at det i Oldtiden be

rømte Haløremarked har været holdt paa Amagers nordlige Kyst, der løb ud i en

Pynt og kaldtes Rævshalen, har Havn tidligere været Vidne til en lignende Virk

somhed, om ikke saa storslaaet, som den ved Falsterbo og Skanør i det nævnte

Tidsrum. Og endnu 200 Aar efter at Absalon havde bygget Borgen, var Fiskeriet

saa rigeligt, at der ikke længer var Plads til dets Udøvelse. I det XIV. Aarhundrede

lægges Fiskeriet fra den hurtigt opvoksende By ud til Dragør, og kun Navnet Bre-

at opholde sig i en By. Man maatte være forsigtig med, hvem man gav Lov til at

tage Bolig inden for Byens Volde til Hverdag, — een ondsindet Mand var jo nok

baade til at stikke Byen i Brand og lukke dens Porte op for en Fjende. Paa den

anden Side var en fremmed Mand, der ikke havde noget »Lejde« eller Beskærmel-

sesbrev fra Byens Herre, meget ilde stedt. Byens Borgere var beskyttede ved Byens

særlige Ret, men det var Fremmede ikke. Nogen offentlig Anklagemyndighed fandtes

endnu ikke, og det var nærmest en privat Sag, om man vilde have en Forbrydelse

straffet. Blev f. Eks. en Mand dræbt, var det ikke Øvrigheden, men hans nærmeste

Slægt og Venner, der sørgede for at faa rejst Sag imod Drabsmanden. En fremmed

Købmand maatte altsaa i København »søge sin Fred« hos Biskoppen som Stadens

Herre; men da det vilde være farligt at give Fremmede Lov til at eje Hus og Jord

i Byen, hvormed der jo fulgte Indflydelse paa Byens Sager, blev de fremmede Køb

mænd nødt til at leje sig ind hos Byens Borgere, baade tor deres eget Vedkom-