S_DeDanskeByerhverv

K Ø B E N H A V N U ND E R B I S P E S T A V E N

mende og for deres Varers. Det var i Reglen ugifte Folk, Svende, som var udsendt

af Købmændshuse eller Købmændsforeninger i deres Hjemstavn, og da de maatte

betale en Afgift til Magistraten af et Pund Peber af hver Bod, som de fik Lov til

i 3 Dage at opslaa paa Gaden, fik de Betegnelsen Pebersvende, der senere er gaaet

over i Sproget som Betegnelsen for ugifte Mænd. De fremmede Handelsmænd kaldtes

»Gæster«, og de, der blev liggende Vinteren over, kaldtes »Liggere«. I Begyndelsen

var de fremmede Købmænd sikkert alle Gæster, og først efterhaanden blev de Lig

gere. Navnet paa Byens Hovedgade, Tyskemannegade (senere Vimmelskaftet), der

først kommer for i Dokumenter fra Slutningen af det XIV. Aarhundrede, men sik

kert er meget ældre, er ikke noget afgjort Bevis for, at Gæsterne, der saa godt som

alle var Tyskere, paa den Tid, da Navnet opkom, havde fast Bolig her og altsaa

var Liggere. Det kan lige saa godt have sin Oprindelse fra Gæsternes Boder. Ti i

Markedstiden, hvad enten Gæsterne lejede sig ind hos Borgerne eller boede

0111

Bord paa deres Skibe, havde de deres Udsalg fra Boder, som de havde slaaet op

paa Gaden, og det ligger nær at antage, at de fremmede Købmænd lige saa godt

den Gang som senere har haft Øje for »Strøgets« Betydning og særlig har holdt

til her.

Det var især Hansestæderne ved Østersøen, frem for alle Stettin, Wismar og

Stralsund, der sendte Købmandssvende til København. Der dannede sig i disse Byer

Handelsforeninger eller Handelsselskaber for Handelen paa København, og ligesom

der fandtes Bergensfarer-Kompagnier og Skaanfarer-Kompagnier, fandtes der ogsaa

Københavnsfarer-Ivompagnier, hvis Udsendinge altsaa først som Gæster siden som

Liggere varetog deres Interesser i Byen. De synes ikke at have haft Lov til at handle

paa Torvet de to ugentlige Torvedage, Onsdag og Lørdag, i alt Fald ikke i Begyn

delsen, ifølge den Bestemmelse i de ældre Stadsretter (1254 og 1294), der for

bød dem sætte Skamler eller Kramdiske op paa Torvet med Handelsvarer. Selv

Fødevarer maatte Gæsterne ikke købe paa Torvet. »Ingen Gæst maa paa Torvet

købe Korn i Skæppe eller Flæsk til Borgernes Skade; det maa alene Bor

gerne«, hedder det i den ældre Stadsret, og ej heller maa nogen Borger i Byen

købe for Gæsterne, hvorved disse vilde faa Varerne bedre og billigere. Da den

næste Stadsret gives 40 Aar senere, synes man at have gjort Erfaringer om, at Gæ

sterne forstod at gaa uden

0111

Bestemmelserne, ti der hedder det endvidere, at den

Gæst, der køber Fisk eller andre spiselige Ting før den bestemte Torvetid, mister,

hvad han har købt. Senere fik dog Gæsterne Lov til at købe Madvarer paa Torvet

til en bestemt Tid, efter at Byens Borgere havde forsynet sig. Handelen med deres

egne Varer synes at have været tilladt alene fra Boderne paa Gaden og fra Gæster

nes Boliger eller Pakhuse, saa længe Markedet varede. Men ogsaa her gjaldt der Be

stemmelser, der gik ud paa at lægge saa mange Baand som muligt paa Gæsternes

Handelsfrihed. Blodige (d. v. s. friske) Huder maatte de ikke købe, ej heller ugarvede

Skind, og af Lærred og Klæder maatte de kun sælge saa meget, som der kunde

tages under Armen af Køberen.

Torvehandelen var altsaa, som det synes, forbeholdt Byens Borgere alene. For

at sikre sig imod at en Ordstrid, som saa let kan opstaa mellem Køber og Sælger,

skulde udarte til almindeligt Slagsmaal, — ti i hine Tider stod behjærtede Folk

ikke med Hænderne i Lommen og saa paa, at det gik en Ven eller Slægtning ilde,

men alle tog Parti for eller imod, — var der sat tredobbelte Bøder for at »krænke