47 / 225
N Æ R I N G S L I V E T S OPKOMS T
33
Torvefreden«. Var det i hin lovløse Tid i Almindelighed Tilfælde, at der ikke var
langt fra Ord til Handling, saa gjalt det sikkert særligt paa Torvedagene, hvor der
var langt mere Anledning til Strid og Uenighed end ellers. Og det var sikkert en
meget betimelig Foranstaltning at sætte tredobbelte Bøder for enhver Forbrydelse,
der blev begaaet under Torvetiden. Det, der voldte mest Ufred, var naturligvis som
endnu i vore Dage paa Torvene Køberens Utilfredshed med den købte Yare; det
laa nær for den misfornøjede at give sine Følelser Luft, og var der først faldet et
Ord, der med god Villie kunde forstaaes som Snyderi eller lignende, var Slags-
maalet et Øjeblik efter i fuld Gang. Det vidner derfor om Menneskekundskab hos
Byens højærværdige Herre, naar Bispen i Stadsretten giver særlige Bestemmelser
0111
Handeler, som af en eller anden Grund ønskes ugjort. Havde man haft den købte
Yare Natten over i sit Hus, nyttede det ikke at komme og vilde give den tilbage. Saa stod
Handelen ved Magt, lige saa vel som naar der var drukket »Lidkøb« paa en Handel. Nu
om Stunder kan man høre Handelsfolk paa Marked eller Torv opfordre til »at drikke«
paa en Handel; der bruges da gerne den forvanskede Form »at drikke Ligkøb«. Lid er
et gammelt nordisk Ord for stærk Drik, og man kunde vel i nyere Sprog nærmest
gengive »Lidkøb« ved Ølkøb eller Dramkøb, da det jo dog var Beglen at tage en
Dram eller et Glas 01, til Tider vel begge Dele, paa Købet. I Lande, hvor Vin
er den gængse Drik mellem Menigmand, hedder det i Overensstemmelse hermed at
drikke Vinkøb paa en Handel. — Men havde man kun beseglet Handelen med et
Haandtryk eller Haandsalg, som det hed, kunde den misfornøjede Part forlange, at
den skulde gaa tilbage samme Dag, dog kun imod at han erlagde Modparten 2 Øre,
hvilket ikke svarer til samme Møntbetegnelse i vore Penge, men som paa Stadsret
tens Tid (1294) har haft en Værdi af 4 Lod Sølv. Ved en Handel, som endnu ikke er
ganske afsluttet, siger man endnu, at man har det eller det »paa Haanden«, det vil sige,
at Handelen kan gaa tilbage endnu, og fra den gamle Skik at give hinanden Haan
den paa en Handel, »Handsel«, stammer sikkert den ejendommelige Spytten paa de
modtagne Penge, som Sælgekoner den Dag i Dag anvender ved Gammel Strand og
andre Steder, hvor gammel Sæd endnu holdes i Ære. Ti ved at spytte paa de mod
tagne Penge gjorde man dem lykkebringende og mærkede dem paa en egen
personlig Maade som sine. Man troede
derved at binde dem til sig, saaman ikke
vilde blive nødt til at give dem frasig igen, ved at Køberen forlangte, at Handelen
skulde gaa tilbage. Spytningen skulde saaledes paa en hemmelighedsfuld Maade give
en Handel samme Betskraft, som Lidkøbet gav den aabenlyst og juridisk.
Det var vel i Beglen Landets egne Frembringelser, der blev bragt til Torvs paa
Torvedagene, og som oftest kun saadanne Ting, som svarede til Datidens faa og
simple Fornødenheder. Den store Stab af Sælgerne var Omegnens Bønder, der
ligesom i langt senere Tider — kom til Staden og falbød deres Kød og flæsk,
Korn, Smør, Fedt og Talg, Humle, Malt, Huder, Trækul og Vadmel, Fjerkræ, Heste
og Hornkvæg. Fiskerne mødte med deres Fisk, ferske, saltede, tørrede og røgede,
og Byens Haandværkere med deres forskellige Frembringelser. De fremmede Varei,
som væsentlig kom hertil ved det store aarlige Marked, har vel ogsaa paa Toi ve
dagene figureret i de indenlandskeKøbmænds Boder. Fra Sverige kom der Jærn,
Kobber, Tin og Bly, fra Preussen og Østersøstæderne bl. a. 01, Tjære og Hamp,
fra Busland Pelsvarer, Voks og Honning; og fra de flanderske og engelske Byei
endelig kom der Klæde og Tøjer, Lærreder, Olie, Bis ved Siden af Sæbei og Lys,