S_DeDanskeByerhverv

N Æ R I N G S L I V E T S OPKOMS T

den stærke Forbindelse med England under Knud den Store i høj Grad paavirket

af Kristendommens Broderskabsfølelse, var en særlig nordisk Institution. Det var

det danske Gildevæsen, der paavirkede Østersølandene og ikke omvendt. Det Tyske

Kompagni er sikkert, for saa vidt som det dannede et »Gilde«, der ved Siden af at

være et verdsligt Handelsselskab optraadte som et Broderskab med religiøs Karak

ter, dannet med et dansk Gilde som Forbillede. Og i Stadsretten af 1294 omtales jo

alt Gilder som eksisterende i København, idet de var Genstand for Biskoppens

Misfornøjelse og kun kunde faa Lov til at bestaa med hans særlige Tilladelse.

»Gilderne« var i hine haarde og barbariske Tider, hvor Hedenskabets Raahed

og Vildskab endnu stadig brød frem gennem Kristendommens tynde Dække, saa at

sige Planteskolerne for Kulturens og Menneskelighedens spæde Spirer. Gejstligheden,

der skulde være Folkets Lærere, stod endnu paa et saare lavt Trin; man har Eks

empel paa, at en Gejstlig i København,--en Degn —i Midten af det XIII. Aarhundrede

kunde slaa sig paa Røverhaandværket. Og saa lovløse var Tiderne, at Byens Bor

gere, i Stedet for at rejse Sag mod den forbryderske Degn og gaa Rettens Vej, fore

trak at tage sig selv til rette og hængte ham paa hans egen Dørstolpe. Naar det gik

saaledes med det grønne Træ, hvorledes skulde det saa gaa med det visne? Vi ser

da ogsaa, at Byens Borgere — eller enkelte af dem — under Kong Kristoffers

svage Begering gav sig til at drive Sørøveri og 1329 plyndrede et engelsk Skib fra

Newcastle upon Tyne ved »Les Reves«, det er Rævshalen umiddelbart uden for By

ens Havn.

Man skulde tro, at Samfund, der — som Gilderne —- søgte at virke opdragende

paa sine Medlemmer, maatte være velsete af Stadens kirkelige Herre, men netop

det modsatte var Tilfældet. Vi kan vist med Sikkerhed formode, at det var Biskopper

nes Forbud mod Gilder i Staden, der laa til Grund for Oprøret 1294. Og i det før

ste Stykke af den Stadsret, som samme Aar beseglede Bispens Sejr over Borgerne,

læses i første Linie, at alle Gildelag og Sammenkomster af lignende Art, af hvad

Navn nævnes kan, skal være forbudt i den biskoppelige By, »eftersom man ikke

blot skal fly det Onde selv, men al Lejlighed og Anledning til Ondt«.

Som de Onder, der gerne fulgte med Gilderne, angives Sammensværgelser,

Mened og Lediggang. Den sidste er som bekendt Roden til alt Ondt og Djævelens

Hovedpude, men det er dog vist særlig den Selvstændig'hedsaand, der besjælede Gil

derne, som gav Biskopperne den største Anledning til Frygt. Det gejstlige Over

herredømme var, som vi har set, ikke meget jmdet i København, hvor man nær

mest følte det som en Ydmygelse at være Kirken undergivet, i Stedet for som Bor

gerne i de mere frit stillede, kongelige Købstæder at være Kongen og Kronen under

lagt. Saa længe Kongerne lokkede for Byernes Borgere, og det gjorde de, lige til det

var ude med det biskoppelige Herredømme i Staden, havde Biskoppen al Grund til

at frygte, at man i Gilderne vilde være saare lydhør over tor deres Lokken, der

for er sikkert med god Grund Sammensværgelse og Mened, det vil her sige Brud

paa det undersaatlige Lydighedsforhold til Biskoppen som Stadens rette Herre, sat

først imellem de Onder, som Gilderne har til Følge.

Gilderne — paa Latin

Coiwivia,

det er: festlige, højtidelige Drikkelag

var i

Reglen stiftede under en eller anden Helgens Navn, Gud til Ære og Brødrenes Sjæle

til Saligheds Frelse. Broderskabs-Ideen var det væsentlige og bærende i dem. Biød-

rene forsvarer hinanden i Nød og Fare, staar hinanden bi i Retssager, søig'ei tor,