54 / 225
40
K Ø B E N H A V N U N D E R B I S P E S T A V E N
I Jordebogen udmærkes ingen med Betegnelsen Borgmester eller Raadmand,
men saadanne var dog alt paa denne Tid i Virksomhed i Byen. F ra det Øjeblik
Staden blev udskilt fra Landet rundt omkring den og fik sin egen Jurisdiktion, havde
Bispens Foged paa Borgen paa sin Herres Vegne ført det øverste Tilsyn med Bor
gerne og deres By, hvis Selvstændighed i Begyndelsen sikkert kun var ringe. Om
trent hundrede Aar efter Borgens Anlæg omtales for første Gang Byens Raad, der
1292 bestod af 12 Borgere, af hvilke to havde den Pligt at vogte Byseglet, der ikke
maatte hænges under noget Dokument, Byen vedkommende, før dettes Indhold var
undersøgt af Bispens Foged paa Borgen. Biskoppen, der selv beskikkede til Raadet,
hvem han fandt egnet dertil, havde saaledes stadig Haand i Hanke med Byens Sa
ger, og Raadmændene maatte »ved Gud, Jomfru Maria og alle Helgene« sværge at
ville holde den Lov og Ret, som Biskoppen giver Staden, styre deres Embede og
rette sig efter Loven uden Persons Anseelse, øjeblikkelig underrette Bispen om alt,
hvad der sættes i Værk mod ham og Kirkens Ejendomme, aabenbare for deres
Embedsbrødre alle onde Anslag mod Byen og dens Beboere og kun meddele B i
skoppen Baadels hemmelige Vedtægter.
Omtrent hundrede Aar senere igen, nemlig 1368, nævnes der for første Gang
Borgmestre i København. I Reglen var der to, stundom dog fire, og i Reglen valg
tes de mellem Raadmændene, i hvis Forhandlinger de førte Forsædet. I Krig førte
Borgmestre og Raad Befaling over Borgernes vaabenføre Mandskab, foer i Le
ding til Hest og førte adeligt Vaaben. Det var som Følge deraf kun de fornemste
blandt Borgerne, der blev sat ind i Baadet og kunde opnaa at blive Borgmestre,
nemlig Handelsmændene, og det er først i Slutningen af det XV. Aarlmudrede, at
vi finder en Haandværker i Raadet. Da der ikke kom Tyskere ind i det, maa den
indfødte Handelsstand allerede 1292 have været talrig nok til selv at læsætte alle
Pladserne i Raadet. Den Række Protokoller over Raadets Forhandlinger, som efter
Biskoppens Bud blev paabegyndt dette Aar, de saakaldte »Stadsbøger«, der har
indeholdt uvurderlige Bidrag til Byens Historie, er desværre bleven fortæret i en af
de store Ildebrande, der har gjort København til en i historisk Henseende fattig By.
Noget af det, som vistnok harmede Københavnerne mest i Forholdet til deres
Stadsherre, var, at de ikke som Landets andre Borgere stod under deres Landsdels
almindelige Ret, men under den gejstlige Ret. Naar et Par Borgere i 1258 tog sig i
den Grad selv til Rette, at de, som foran berørt, hængte en Degn, en Kirkens Mand,
paa hans Dørstolpe, er det sikkert et Udtryk for, hvad vi kender andetsteds
fra, at Gejstligheden, der havde en saa haard Haand at tage paa andre med, var
meget eftergivende, naar det gjaldt en af deres egne, hvorover Borgerne let kunde
komme i Harnisk. I øvrigt synes det endog, at Københavns Borgere i den æld
ste Tid ikke havde deres Værneting i Byen selv, men blev stævnede til Boskilde.
Men i hvert Fald i Slutningen af det XIII. Aarhundrede har Byen sit eget Ting
sted, og Borgerne blev stævnet til Bytinget eller til »Endebod«, den yderste Ende
af Skibsbroen, hvor Sø- og Handelssager blev afgjort. Stævningen skulde ske ved en
Bysvend, der bar en Stav, som var prydet, ikke med Stadens, men med Biskop
pens Mærke. Bytinget forestodes af Byfogeden, der blev valgt af Bispens Foged paa
Borgen i Forening med Magistraten. Bytinget blev holdt under aaben Himmel i Raad-
husets umiddelbare Nærhed, ved dets ene Gavl som oftest, og var begrænset af de