79 / 118
78
L. P. Hansen var Fanen, var Samlingsmærket for en Sag; hvor
han rejste sig, lyttede man. Den hellige Ild brændte i hans Nærhed;
ikke det vildt blussende Baal midt i en Slagmarks Tummel, men
Evighedslampen, hvis stille, klare, lysende Lue aldrig maa slukkes
— og han var den Præst, som holdt Flammen vedlige.
L. P. Hansen var »Sagen« selv;
han var — »Arbejdernes Læsesel
skab«!
Deri ligger det mærkelige, at
naar man skal skrive om ham, saa
bliver det »Arbejdernes Læsesel
skab«.
Da jeg som ungt Menneske i
Aaret 1896 traadte ind i Selskabet,
skulde der vælges en ny Formand.
Jeg var med til Valgene. Diskus
sionen gik højt om, hvorvidt det
skulde være en Arbejder, eller om
man skulde formaa en anden dygtig,
Arbejderne velmenende Mand til at
overtage Hvervet (man tænkte vist
nok paa nuværende Folketingsmand
Dr. phil. A. Fraenckel).
Gudskelov, det blev en Arbejder!
L. P. Hansen blev valgt — Tøjhusarbejderen!
Det blev ingen Formynder for Arbejderne; ingen udenforstaaende,
der i ledige Stunder skulde være Filantrop, med os som Objekter. —
Det blev Arbejderne selv, der førte Selskabet videre.
L. P. Hansen skrev Aaret efter i en Sang:
»Ej forknyt, du travle Slider,
som i Dagen lang
trofast for din Arne strider
— stem kun op en Sang.
Vejen frem forlængst er funden,
og det gryr mod Morgenstunden. —
Broen over Vande stride
bygget er itide.«