ArbejdernesLæseselskab

— Og Hansen slog Bro!

Utrættelig førte han vor Sag.

For ham var det ingen Frase, dette med: »Lys over Landet«.

Med religiøs Begejstring manede han os Unge, i Gyder og Stræder,

at søge de Hjem — Smaafolks Hjem, hvor Slid og Sorg og Savn er

til Huse. Han vilde dele med de Hjem, dele med dem, alt det skønne

og gode og vidunderlige, som han selv havde modtaget gennem

Kunst og Digt og Viden; og han havde Evne dertil.

Han slog Bro over Kløften mellem Aandens og Haandens Ar

bejde.

Thi som vi elskede ham, saaledes var han elsket og agtet af alle,

med hvem han kom i Berøring. Han havde en lykkelig Evne til at

knytte de største og bedste Kunstnere og Videnskabsmænd til vort

Arbejde, saa fast, at de for stedse blev vore Venner.

De holdt af ham; denne jævne og tilforladelige Mand med de rige

Evner og den lyse og ydmyge Tro paa Livets gode Kræfter, paa

Lysets Sejr over Mørket.

Jeg husker mange Aar senere efter en Oplæsning i Rømersgade.

Jeg, som dengang var Formand, sad efter Mødet og talte med

Oplæseren, nu afdøde Skuespiller Emmanuel Larsen. Talen faldt paa

L. P. Hansen, som dengang var en nedbrudt Mand; Sygdomme havde

hærget ham, saa han daarligt kunde gaa. Men jeg havde dog set ham

derinde i Salen, hvilket jeg meddelte Skuespilleren.

Straks sprang han op og ilede ind i Salen, traf ham ogsaa og

— faldt ham om Halsen, omfavnede ham. Et rørende og karakteristisk

Møde mellem Aandens og Haandens Arbejder.

Den betydelige Kunstner og den begavede, men stilfærdige og

beskedne Arbejder.

L. P. Hansen, der var født i Hvalsø ved Lejre, havde i sin Barndom

indsuget hele den rige og smilende danske Naturs Skønhed, den han

genfandt i vore Digteres Værker. Ingen af os andre var, som han,

saa fortrolig med, navnlig Guldalderliteraturen.

Og han var ingen daarlig Fører i disse skønne Egne.

Jeg husker særligt et Foredrag, han holdt for os ved etMedlems

møde i Rømersgade. Det var om Chr. Winther.

Det er ikke for meget sagt, at han i vore ungdommelige Sind den

Aften tændte et Lys saa skønt, som ingen anden end selve Georg

Brandes vilde kunne gøre det.

Med en fin og nænsom Forstaaelse, med en Følelse, som kun den