81 / 118
80
reneste Kærlighed kan fostre, gennemgik han Digtene og deres Ejen
dommelighed.
Og vidste man det ikke før, saa forstod man den Aften, hvilken
Mission, at »Arbejdernes Læseselskab« det har. Thi al denne Skønhed,
al denne Kærlighed til dansk Natur og til det Gode, maa ikke være
forbeholdt de Faa. Hver Hytte i Landet, hver Kælder, hver Kvist
i Byen, hvert fattigt og stræbsomt Hjem maa nyde godt deraf og
forfriskes derved.
Ja, saaledes var L. P. Hansen og hans Gerning!
I den Aand,
sin
Aand, førte han »Selskabet« frem, og først Syg
dom tvang ham bort fra Arbejdet.
Men en Kreds af Unge har ført Arbejdet videre, saaledes som
han
har villet det.
L. P. Hansen var en Digternatur, og utallige er de Sange og Vers,
som han ofrede Læseselskabet og sin Gerning.
Her er et af de mange, og det burde staa paa hans Gravsten. Det
tegner ham selv, det tegner »Arb. Læseselskab«, det tegner danske
Smaakaarsfolk, saaledes som han drømte dem, og saaledes som de nu
ved Læseselskabets og hans Stræben ogsaa er:
»Somrens skønne Sange har vi nemmet,
Lysets Bølge Tvivlens Skygge vog. —
Og naar Vintrens Storm gik over Hjemmet
fandt den os ved Arnen med en Bog.«
L. P. Hansen er død!
Hans sidste Arbejde var Læseselskabets Historie, og han har saa
ledes afsluttet sin Gerning.
Lykkelig den, hvis Gerning vil leve, hvis Minde bestaa!
Men fra os, som blev tilbage, skal det lyde paa din Grav:
Tak for svundne Arbejdsdage, for det Skønne, Du os gav!
Standset er dit rige Hjerte, sænket er dit Øjes Bræm;
men Du tændte os en Kerte, som gav Lys i tusind Hjem!
G eorg Bruun.
Paa omstaaende Mindesten findes, foruden hans Navn og Data,
det i Artiklen foreslaaede Vers samt ved Foden: »Rejst af Venner i
Arbejdernes Læseselskab«.