91 / 118
90
Her er den, men for Begrænsningens Skyld ogsaa i Uddrag:
»Om Danmarks Strande render den blanke Bølgesnor;
men ingen Bølge glimter, hvor Arbejdshæren bor;
med tunge, gyldne Straaler gaar Solen i sin Seng,
før den har naaet at skinne paa Gydens Tøs og Dreng.
Hvor Sol og Bølge svigted, tog Arbejdshænder fat,
de tændte Lys paa Kvisten og Haab i Gydens Nat;
thi der hvor Hjerter ildnes ved trofast Sammenhold,
er Brødet mindre bitter og Stuen mindre kold.
Men I tog fat og rydded’, med Armen krum og stærk,
og Salen her i Aften, den lyser af jert Værk.
Fra lange Bogreoler gaar nu en slagen Gang,
til Kæld’rens Barn som Kvistens, til Gyden mørk og trang.
— Pas paa den Skat af Bøger, og jeres Samlingssal;
de er mod al Slags Trældom et ildfast Arsenal.
Mens Malmkanoner splintrer Kulturen som et Glas,
vi
kæmper for at Bogen skal ta’ Kanonens Plads!
Og stod end aldrig Bragen og Bulder om vor Færd,
vi var dog smaa Soldater i Aandskulturens Hær.
Og aldrig skal vi trættes, men evigt flyttes frem
vor Fakkelvagt mod Mørket, der knuger Gydens Hjem.«
Jeppe Aakjær.
Men hør nu, hvad vor egen
L. P. Hansen
synger:
»Vor dyre Sag er Folkets Sag,
af Friheds Kilde runden;
den løfter højt sit lyse Flag,
for Sejren, den har vunden;
og om vort Mærke fylker sig,
mens Tidens Hjul sig drejer,
en Ungdom som er stærk og rig,
fordi den Livsmod ejer.
Paa dette Mod vi bygge maa,
om Værket det skal højnes,
og vi til Højfjælds Tinder naa,
hvor skønne Vidder øjnes.
Der blusser i vor Ungdomstid
en Ild i Sjælen inde.
Kast Véd derpaa med rastløs Flid,
du unge Mand og Kvinde!«
L. P. Hansen,
Oktbr. 1912.