ArbejdernesLæseselskab

— Vi Unge, som fik Livslyst og Mod

og dybe Længsler lagt i vort Blod,

godt var det, at vi tidligt fik lært,

at det, at leve, er ikke saa svært;

blot vi Maalet holder klart,

det, at øge vor Aand,

thi det giver Livet Fart

og gør sikker vor Haand.

Sank da Kundskabs Véd til Baalet,

Lys over Landet

er Maalet.

Vidar Bruun.

Udflugten Helsingborg— Helsingør. Juli 1903.

Saa er der andre, der priser de unge Damers Skønhed og Ynder,

deres Væsen og Væren, det er »Sangen for Damerne«. Her er en:

Se, fra Jordens aller allerførste Dage

var vel Damerne et Focus i vort Liv;

jævnfør hver en spænstig Ynglings Elskovsklage,

item Vrøvlet med den hulde Ægteviv,

»Hegnets« strenge strikkestrømpe-Vestalinder,

gode, gamle, ædle danske Fremskridtskvinder,

men dog først den, som der sidder ved din Side;

Notabene, hvis du hende da kan lide.

Elskede! Jeg har dengang jeg gik i Skole

lært saa mange sære, underlige Ting;

men fra da du fik din første lange Kjole,

og dit Haar sat op med Krussedullesving,

lærte jeg at al min Skolekundskabs Mængde

intet hjalp mig — for din lange Kjoles Længde.

Og dit Haar og dine Øjne og din Stemme,

sagde tydeligt:

først Amor maa du nemme.

Intet Mærke. Oktbr. 1900.

Ak ja! Det var dengang da Damerne endnu havde lange Lokker

og dito Kjoler, det er nu 29 Aar siden. Visen var ikke underskreven,

men vi haaber ikke at paadrage os Forfatterens Vrede, ved nu at

røbe, at det var Hr.

Vidar Bruun,

samme Forfatter som til foregaaende.

Her er en til af ham:

»Lad prise Stormænd kun, hvo som vil,

jeg synger helst til Kvindens Ære,

thi dersom ikke, at hun var til,

hvad vilde saa vel Livet være?

Hun laver os den bedste Gryde Mad,

hun kan Fru

Blicher-Clausen

udenad,

hun i hvis Blik,

Lindring vi fik

for megen Modgang, Livet gav os.«

Vidar Bruun.