124 / 208
1 1 5
kæ rere at hø re end en forelsket Guitar-Spiller, som ellers er
det eneste, m an hø rer.
Da m it Brev komm er for sildig til Julen, ønsker jeg Dem
alle at have h a ft den re t glædelig og det nye Aar endnu bedre.
E t P a r Ord til m in elskede Wilhelmine!
At Du, gode Pige, ofte tæ nker paa mig, ja vel er bekym ret
for mig, tvivler jeg ikke, m en vær forsikret, at jeg lige saa
lidt glemmer Dig; ja T ank en om Dig h a r ofte opm untret mig,
n aar Modet vilde begynde at synke, og dobbelt kryd rer den
mig enhver Glæde. Kuns føler sig mig ved de sidste stedse saa
ene; stedse trøster jeg m ig ved det Haab, at Du sund og munter
dog aldrig glemmer mig. In tet smertede mig mere end E fter
retningen om Din Broders Sygdom; th i foruden hvad han lider,
kender jeg hans, m in sande Vens H jerte, nøje nok til at vide,
hvad h an ofte m aa føle ved, saa forladt af alle fortrolige at
være syg. O, hvor ofte ønskede jeg mig her og overalt en saa-
dan Ven, og gerne ønskede jeg i det m indste at skrive ham til,
hvis jeg vidste h an s Adresse, og beder Dig eller Dine Søstre,
som m aaske før skrive ham til, at hilse ham ret inderlig fra
mig, ønskende ham Helbred og frisk t Mod, til vi samlede skulle
bestorme D annem ark. Den om talte Juveleer, som Du paa a n
dres Vegne bad m ig opspørge, h a r jeg endnu intet hø rt til og
vil vel næppe finde ham , da Italien er for stort til, at m an saa-
ledes k an søge et Menneske op deri. Posttiden er der, og lev
nu vel, glædende Dig ved vores fælles Haab snart samlede at
kunne nyde F ru g t af de, ofte bekym rede Øjeblikke, vi nu
maa døje.
Din stedse elskende
Jørgen Dalhoff.«
Tilføjelse i Brevet af Knud Dalhoff:
Da det m aaske kunde more Dem at se et Vidnesbyrd fra
Hopfgarten og Tho rvaldsen til Akademiet, h a r jeg (Knud D.)
afskrevet det saa godt jeg kan, da jeg vel næppe vil kunne sende
det hjem :
»Unterzeichnete können n icht anders als J. B. Dalhoff dasz
beste Zeugnisz zu geben, dasz er sich alle Mühe gibt, die Ar-
8
*