121 / 208
112
»Elskede Fam ilie og Venner!
Deres m ig saa uudsigelig kæ re Brev af 31. Okt. h a r jeg
rigtig bekomm et og tak k e r enhver især derfor; særlig glædede
det mig at erfare, at m in gode F ader dog i det m indste befand t
sig bedre, thi i m in davæ rende F o rfatn ing var jeg ofte meget
bekym ret derfor, og hvor ofte glæder ikke T ank en m ig at se
de to Søstre i Stedet for Tabet af den ene, og hv ilken Glæde
denne Generstatning m aa foraarsage Dig, gode Hanne, k an jeg
vel forestille mig.
Det gør m ig meget ondt, at jeg ikke straks h a r kunnet
besvare h in t Brev. Indlagte Attest, hvo rp aa jeg saa længe h a r
m aatte t vente, h a r væ ret Aarsagen dertil, da Tho rvaldsen først
havde lovet at give mig en saadan og, efter at jeg ofte omsonst
var løbet derom , fand t det bedre, at H opfgarten skrev den1),
som nu ogsaa h a r ladet m ig vente 8 Dage, til jeg i dette Øjeblik
fik den, og da Posten om to T im er sluttes, m aa De tage til
T akk e med m it Brev, som det k an blive.
Jeg er for Ø jeblikket saa sund og frisk, som det er muligt,
dette siger jeg med dobbelt Værd, da jeg først h a r savnet disse
Goder; jeg h a r i hele Oktober og det meste af November været
syg eller i det m indste ikke k u nn e t arbejde. Vi havde nem lig
de første Dage af Okt. nogle meget varm e Dage forbunden
med Scirocco, som bestandig foraarsagede mig Hovedpine og
Upasselighed, og da alle raad te m ig at tage paa L andet for at
nyde den sunde B jergluft, lod jeg mig endelig bevæge dertil.
Jeg fand t mig den første Dag ogsaa virkelig bedre derved, men
den anden, da jeg kom til en lille Flek, fik jeg en sty rtende
Regn, hvorved jeg blev temmelig vaad, og da der ingen Væ rts
hu se gaves med Logis, m aatte jeg tage til T akke m ed et elen
digt Hus, hvor jeg laa tre Dage, da det bestandig regnede; jeg
nød intet, m en fantaserede bestandig; endelig gaves der en L ej
lighed til Rom, og saa sn a rt jeg kom , lod jeg straks Doktoren
hente, som til liden Glæde sagde mig, at jeg ej alene havde
Atter Brev fra Jørgen:
Rom, d. 4. Dec. 1826.
b Som bekendt var Th. mindst glad, naar han skulde skrive noget og
derfor meget tilbøjelig til at skyde det over paa andre.