150 / 208
141
fra denne b an d t dem endnu nøjere sammen. Men de dybeste
Ind tryk ventede h am jo i Mødet med sin tilkommende Brud.
De h a r væ ret for h inanden som paany fødte: Mindet og Bille
det faa r Liv, Kæ rligheden, der er blevet næ ret og er vokset saa
skønt gennem T ankeudvekslinger i Brevene, faar dog en helt
anden V irkelighed ved det personlige Møde. Vi veed ikke en
gang, hvor dette Møde h a r fundet Sted,
0111
hun, som hun havde
tænkt, kom til Hovedstaden, eller snarere han har gjort et
ko rt Besøg i Ønslev. Saa meget m indre skal vi forsøge at
skildre det.
Men vi vilde kende meget lidt til dem, hvis vi tænkte os,
at de længe svæ rm ede om hinanden i et uvirksom t Stemnings
liv. Netop ogsaa for at de kunde komme rigtigt sammen,
m aatte der arbejdes, vindes en Stilling og et Udkomme. J ø r
gens Takkebesøg hos sine Velyndere, helt op til Prins Christian,
m aatte jo ogsaa hane Vej for F rem tidsplanerne.
Den 3die Nov. vedtager Kunstakadem iet a t ansætte ham
paa Prøve som Læ rer i Modellering, hvilken Stilling netop blev
ledig. F o r de to M aaneder ydes ham ved Januar-Forsam lingen
14de Jan . 1828 et Gratiale af 20 Rbd. og Lønnen sættes fore
løbig til 100 Rbd. aarlig. Det var noget, men der skulde
mere til.
Efter Indholdet af Brevene mellem de to Brødre forstaar
vi, at det Kompagniskab, som var begyndt inden Rejsen og i
Grunden fortsat under hele Rejsen, nu blev fornyet. I de større
Arbejder, som Knud havde for F rue Kirke, Christiansborg Slot
og det ene Palæ paa Amalienborg, fik Jørgen ogsaa sin Del.
Godt et halv t Aar efter Jørgens H jemkom st træffer vi ham
i Ønslev P ræ stegaard, hvor Enken h a r »Naadensaar« efter sin
Mand, og hvor W ilhelm ine endnu er og hjæ lper hende med at
opfostre de faderløse Smaapiger. Det er dog ikke bare for
det gode, h an er derovre; h an h a r skrantet ret alvorligt, maaske
endnu E ftersmæk fra de Sygdomme, han h a r gennemgaaet i
Rom.
Da de to B rødre ikke er sammen, m aa de skrive til h inan
den. I Knuds første Brev, skrevet paa hans 33aarige Fødsels
dag, den 28. Jun i 1828, læser vi:
». . . . Jeg h a r paataget mig at forfærdige det Guldsværd,