147 / 208
138
V irket h a r han , ej alene ved Ord, m en ved Gerninger, den
store Gerning at efterlade en velopdragen Afkom, en Afkom,
som lige meget hæ d rer ham i han s Grav, og ved udmæ rk et
Duelighed, enhver i sin Idræ t, hæ d rer sig selv og pa a een
Gang p ryd er og gavner S am fundet . . . .«
S ikkert h a r de saaledes tiltalte af H jertet fulgt Talerens
Opfordring til at tilegne sig til Efterfølgelse det gode F o re
dømme, her var frem stillet for dem, saa a t komm ende Slægter
endnu kund e bæ re F ru g t af den ved han s Ord og Liv saaede
Sæd. Men det stæ rkeste In d try k gjorde dette Dødsfald dog sik
k e rt pa a de to Sønner, som h in Dag ikke blot ikke overværede
Begravelsen, m en først hø rte om F aderen s Død længe efter, at
han var lag t i Jorden.
Om Sønnen Nicolais Smerte, den altbetagende, ved F ad e
rens Død, h a r vi gribende V idnesbyrd i et Brev. F ra Jørgen
h a r vi ingen skriftlig Udtalelse, m en hans dybeste Følelser
var med, n a a r h a n fortalte, hvad V irkning denne E fterretn ing
havde pa a ham .
I
Paris
ventede der ham , som vi h a r læst, nye Forsyninger,
saa at h a n næppe behøvede eller kom til at arbejde for Føden,
m en kund e sætte al T id og K raft ind paa at læ re gennem det,
h a n saa og hørte. Og m an havde ud trykkelig, m aaske ogsaa
i Anledning af de Ting, h an om sider i Genf havde ku nn e t faa
færdige til a t sende hjem , anbefalet h am til al B istand i saa
Henseende fra Legationen, og derved fik h a n den frieste Ad
gang til de Kunstgenstande og de industrielle V irksomheder, som
P aris allerede dengang var saa rig paa, og m angen festlig L ej
lighed kom h a n ogsaa med til indenfor disse Berøringer. Saa
stod h a n da og ventede paa den danske Chargé d ’affaires, der
skulde afhente h am til noget saadan t; h an var iført sine bedste
Klæder og havde allerede tru k k e t H and skerne paa, da h an
modtog et Brev, der straks med sit sorte Laksegl lod ham
gætte, hvad der var sket. E n S tund stod h an stille, grebet
af den dybeste Sorg, i T anker, der ikke blot galdt det store
Tab, men ogsaa han s egen Stilling i Livet: Var det dette, som
Gud igennem han s F ader havde sat ham til? H aand væ rker
skulde han være, m en Forfængelighed var i Fæ rd med a t føre
ham ud over sin Stand. Nej, H aandvæ rker
vilde
h an være, og