148 / 208
139
deri vilde h a n sæ tte al sin Kunstsans og alle sine Evner, saa
at h a n ku nd e gøre sin Faders Valg Ære. Og i naturlig Sam
m enhæng m ed denne Tankegang, som han derved gav et
symbolsk Udtryk, fik h an hu rtig t Handskerne trukket af og
kastet ud af Vinduet, idet h an lovede sig selv, at han aldrig
mere vilde gaa derm ed. Og h an holdt Ord, uden at selv hans
egne Børn i m ange Aar vidste hvorfor; h an kunde have en
H andske i H aanden , m en h an havde dem aldrig paa. Han
vilde væ re sine Hænder bekendt, og de bar ogsaa altid Vid
nesbyrd
0111
, at h an b rug te dem. Han sagde selv, at han
sjæ lden behøvede at klippe sine Negle — han sled dem op,
alt som de voksede. Hvor mange Menneskehænder han siden
kunde faa a t styre, h an brug te dog stedse sine egne med.
I 1817 døde han s Moder — »en hel Vending i m it Liv«,
kaldte h a n det. Det gælder dog m aaske endnu mere Faderens
Død 10 Aar efter. Men den indre Vending, som den voldte,
kom netop i rette Tid, n u da h an vendte tilbage fra sine 3
V andreaar og skulde føre Udbyttet deraf ud i Livet til bedste
for sit kæ re Fæd reland.