143 / 208
134
Møje og u n d e r ha a rd e Sm erter ere disse L in ier ned skrevne.
Maaske ere de og de sidste, Du faar fra m in H aand. J a ske
Guds Villie! Men ind til m it sidste A anded ræ t velsigner jeg m ine
Børn, der h a r gjo rt mig til den lykkeligste Fader. Ogsaa Du,
m in Søn, og Din kæ re Em eline — Hende, jeg saa gerne kalder
m in D atter; th i h u n er jo Din og vil gøre Dig lykkelig — være
un d e r de hjerteligste H ilsener fra os alle, i Liv og Død velsignet
af Din øm t elskende F ade r
Ønslev Prg. cl. 12te Ju li 1827.
P. Dalhoff.
Vidste jeg, at din Kone talte Tysk, skulde jeg have opvartet
hende m ed nogle L inier. Men med det engelske R u skom snusk -
Sprog k an jeg ikke tjene hende.«
Saaledes ender h an m ed en Ytring af sin dan ske Humor.
Det er vist nok det sidste, h an h a r skrevet. Jørgen frygter
det ogsaa i sit Brev til Knud:
Genev d. 3. Aug. 1829.
»Kære Broder!
Dit Brev af 17. Ju li h a r jeg m ed Glæde m odtaget den 30te.
Hvor glædelige Dine E fterretn inger end vare mig, da de endnu
kom m ig uventet og i alle H enseender oversteg m ine F o rv en t
ninger, m aatte dog denne ene, F aders Sygdom, blande alle
m ine Følelser med Vemod, da den Tanke, atter at om favne m in
gam le Fader, jo er en af de vigtigste b land t de Glæder, jeg ved
m in H jem kom st sm igrer m ig med; og vistnok er det sørgeligt,
selv for den uvedkomm ende, at se den, som hele Dagen a rb e j
dede, om Aftenen1) kuns a t have svære Lidelser. Vi kan kuns
ønske og haabe, og dette gør jeg endnu.
Kuns m ed Rørelse kund e jeg modtage det tilsendte, da
jeg veed, Du med Hensyn til Dit eget Vel ikke bu rd e gøre denne
og flere Opofrelser, som Dit Broder H jerte aflokker Dig. Stedse
er det tung t at være skyldig, hvor m an ikke ser Udvej til at
betale, men hvad jeg derimod her m aa føle, lader sig ikke
ud trykke.
Jeg skrev Dig sidst, at jeg om anden Dagen skulde begynde
at arbejde p a a det store F ab rik . Jeg tilbragte halvanden Dag
*) Livsdagen og Livsaftenen.