146 / 208
137
overfor liggende Kehl i Stedet for ad Køln til Berlin, lige saa
lidt. Maaske h a r der væ ret noget under Vejs, som han gerne
skulde se. Selvfølgelig h a r h an b rug t sin Tid og sine Øjne,
hvor h an er komm et frem ; m en der er ingen Steder blevet læn
gere Ophold til at skrive og modtage Breve undtagen i Paris
de fire Uger fra 8. August til 5. September.
Dette Ophold blev af den største Betydning for hele hans
Liv. I P aris havde h an sit Damaskus, ikke ju st i religiøs Hen
seende, — han s kristelige Udvikling gaar nogenlunde i een Linie
Livet igennem — m en dog dybt indgribende i hele hans Tænke-
m aade og Livssyn, og da navnlig i hans Frem tidsplan.
Den 19de August var det sket, som de sidst modtagne Breve
hjemm e fra havde ladet ham frygte:
hans Fader var clød.
Hvem
der h a r væ ret hos ham paa det sidste foruden hans trofaste
Hu stru, ved vi ikke, m en n a a r hans Svigerdatter endnu Aaret
efter havde hjemm e i Præ stegaarden og h jalp Moderen med at
opelske det nu faderløse Tvillingepar, h a r hun sikkert ogsaa
holdt ud med hende i Plejen af den døende, idet hun opgav
den i et Brev berø rte Tanke om at tage hort til Kjøbenhavn
for at være til Stede ved Jørgens H jemkomst. Ved Faderens
Leje kunde hun , som h an ogsaa havde skrevet, bedst vinde
Sønnens T aknemm elighed og Kærlighed.
Hvem der h a r væ ret til Stede ved Præstens Jordefærd den
23de August, veed vi heller ikke; men sikkert h a r der været
mange flere at bespise i S torstuen og de and re Værelser end
selv ved 70 Aars Festen. Af P rovst Steenstrups Tale kunde
vi m aaske hø re en lille Prøve paa den Tids Veltalenhed:
»Elsket var h an og m aatte være det: den Mildhed, der
udbredte sig over han s hele Fæ rd — den Livlighed og Munter
hed, der ledsagede h am med og i hans høje Alder — den Be
levenhed og Artighed, der prydede hans Omgangs A,Tis og Maade,
den F inhed, der kryd rede baade hans Alvor og hans Skemt . . . .
det hulde og blide Forhold, h an stedse iagttog i sin huslige
Kreds — den Gæstm ildhed, hvorm ed hans Hus stod aabent for
alle, d er vare han s Omgang nogenlunde værdige — den Villig
hed, hvorm ed han , selv alderstegen, endnu yndede og deltog i
de unges Glæder . . . .