140 / 208
131
saavelsom Oldingen ere virksomm e, og dog er her ikke som
i Engeland F ab rik stræ lle, th i de fleste arbejder hjemm e hos
dem selv. Min Væ rtinde f. E. lever af at polere U rm ager Ar
bejder og ho lder tre Arbejdere. Om Dagen arbejder alle, og om
Aftenen v rim ler de ud af Byen for at nyde Naturen. Man h a r
vist m ig meget simpelt klædte Mænd og sagt, at de vare Millio
næ rer, og en fattig Kusk var en af de første R aad sherrer. P rin
sen gav m ig Adgangskort til at se P ræm iernes Uddeling for
Skolevidenskaber, In d u stri o. s. v. Det var re t sm ukt. Drengene,
som skulde m odtage P ræm ier, gik i Procession med fuld Mu
sik til K irken; m ange havde tre til fire Medailler i Knaphullerne,
og n a a r de m est udmæ rkede blev ud raab t, klappede m an i
Hæ nd erne som pa a Komedien.
Jeg slu tter nu i det Haal), at disse L in ier m aa træ ffe Dig
og alle m ine E lskende ved Helbred og øn sker sn a rt a t over
raske Dem i bedste Befindende.
Din og Deres stedse hengivne
J. Dalhoff.
Min Adresse er Rue de Constance No. 81 ches Msr. Scherer,
Genev.«
Dette Brev h a r dog en »Enclave«, et særlig lu kk et Brev
indeni:
»Elskede W ilhelm ine!
Skønt jeg vel er træ t af at skrive, kan jeg denne Gang dog
ikke undlade at skrive et P a r L in jer til Dig alene, o! a t Du
vidste, hvor ofte det h a r gjort m ig ondt, at jeg ikkun s saa
sjæ lden h a r ku nn et skrive Dig til og tilfælles m ed andre, da
jeg dog daglig havde saa meget at sige Dig. Jeg h a r nu set,
hvad jeg i L ivet m est h a r længtest efter at se. Ofte fortørnede
jeg m in R ejsekamm erat, n a a r h a n ved noget re t skønt udbrød:
Hvor lykkelige ere vi dog, at vi kunn e rejse og se saa meget;
jeg svarede ham da: Ja, m en jeg vilde være tilfreds med meget
m indre, n a a r jeg kuns ikke behøvede at nyde det saa ene! . .
Jeg tæ nker nu daglig kuns paa m in H jemkom st, og hvor ly k
kelig jeg vil være ved Din Fortrolighed. Vist nok komm er jeg
tomhændet, m en ju st dette skal være vor kæ reste Bestræbelse,
9*