176 / 208
167
vil blive Dem udbetalt imod Quittering af Akademiets Casserer, Hr.
Professor Møller.
Undertegnet
C. W. Eckersberg.
/ Ursin.«
To Gange forud i det samme Aar 1834 ses det af Aka
demiets Protokoller, a t D irektionen h a r beskæftiget sig med
ham . Ved Skrivelse af 26. April meddeler han, at h an agter
at foretage en Rejse til Berlin og beder om at m aatte afstøbe
nogle af de nyere Modeller, der er komne til Akademiet, og om
at faa en Anbefaling til Geheimeraad v. Beust, for at han
m aatte faa Adgang til det preussiske Gewerbeinstitut i Berlin.
Begge Ønsker opfyldtes. -—- Den 4de Aug. beder h an om Akade
miets Anbefaling af en vedlagt allerunderdanigst Ansøgning
om at erholde et Laan, hvorved han kunde sættes i Stand til at
købe en E jendom til Anlæggelse og Udvidelse af hans Stø
beri og P ressevæ rk. Den anbefaledes paa det bedste af Aka
demiet, hvis Præ ses P rin s Christian F rederik egenhændig som
næ rværende h a r undersk revet Protokollen. — L aanet fik han
dog ikke; m aaske er det dette »ikke«, der skal henføres til eet
eller begge af de to and re »ikke«: h an var
ikke
fredsm ilitæ r-
begejstret og stødte derved Kongen; og han var
ikke
F rim u rer
og kunde derved ikke overvinde Modstanden i det højere Bu
reaukrati, hvo raf mange var det. Rejsen blev ud sat til næste Aar.
Fra. 1835 foreligger følgende Andragende, som vi m aa for
mode er bleven opfyldt:
»Undertegnede, der den 4de Maj agter at gøre en Rejse til
Tyskland i en Tid af fire Uger, ser sig pludselig sat i den yderste
Forlegenhed, ved nem lig: at min Svend, A. Jacobsen, der er ansat
ved Hs. Majestæts L ivjægercorps 4de Komp. No. 18, just samme
Dag skal begynde at exercere. Jeg fordrister mig derfor til ærbø-
digst at søge hans ærede Chef og høje Vedkommende, at han netop
i denne Maaned maatte forskaanes. T il yderligere Undskyldning
for m in Dristighed tillader jeg m ig at anmærke, at jeg just i denne
Maaned foruden andre Arbejder skal udføre 2de Pokaler til Hs.
Kgl. H. Prins Ferdinand og Gemalinde. Da denne Svend just er
vant til disse Arbejder, turde jeg nok overlade det til ham, men
ingenlunde til en fremmed, og da en ældre S vend1) just i Dag rejser
b Anton Michelsen, der havde faaet »Edder i Fingrene« og derfor en
Tid opgav Professionen.