194 / 581
187
der hidtil var præsteret i denne Retning, f. Ex. i Pontoppidans
Danske Atlas, var forældet og mangelfuldt; Trangen var
aabenbar, og det var lige saa aabenbart, at Huyen var
den, der besad den Kundskab og Kritik og det historiske
Blik, der krævedes til et saadant Arbejde; men — Livet stil
lede sine Fordringer — han kunde ikke ofre sig til et
saadant Arbejde uden offentlig Understøttelse. Han maatte
altsaa søge om en saadan, og Kongen bevilgede ham ogsaa
den 2den August 1831 »400 Rd. aarlig af den til Viden
skabers og Konsters Fremme bestemte Fond med For
pligtelse til at udarbejde Danmarks Konsthistorie«. Denne
Understøttelse beholdt Høyen saalænge han levede, og,
naar man betænker, at hans Gage ved Akademiet kun
var 200 Rd., indsér man, at et saadant Tillæg overhove
det var en Betingelse for at kunne leve, og Regjeringen
selv betragtede det ogsaa som et pligtskyldigt Bidrag til
hans Gage. Den Forpligtelse, der knyttede sig dertil, blev
desværre aldrig opfyldt. Studierne fortsattes med Iver,
Stoffet voxede og Blikket klaredes Aar for Aar; mangt et
enkelt Punkt blev oplyst i mindre Afhandlinger; men den
sammenhængende Behandling kom aldrig. Jo rigere, jo
modnere han blev, desto større blev ogsaa hans Selvkritik,
desto vanskeligere faldt det ham at tilfredsstille sig selv.
Stod han overfor en Kreds af Tilhørere, da meddelte han
trøstig af sin Rigdom, og Ingen savnede Noget; men sad
han i sit Studerekammer, var han ene med den strængeste
Dommer, han kunde finde, med sig selv, saa sank Modet
ofte; legemlige Lidelser kom til, og Arbejdet blev opsat, til
han kom bedre i Aande; men hankom aldrig ret iAande,
uden han kunde se, hvem han talte til. Og dog tør vi
trøstig sige, at hans Arbejde paa Danmarks Konsthistorie