262 / 581
255
konstneriske Formaal, bemærker Høyen, at fordi ét af de
i Lovene projecterede Midler var blevet ubrugeligt, deraf
kunde ingenlunde følge, at saadanne Foretagender, som
nærmest vare satte i Forbindelse dermed, som Opgaver,
Præmier o. s. v ., skulde udelukkes, naar Selskabet fandt
dem bifaldsværdige og havde Kræfter dertil. »Jeg strider«
siger lian »ikke imod Indkjøb af færdige Arbejder, ikke
heller imod at Konstværker fordeles mellem Selskabets
Medlemmer, naar dette Kjøb og denne Bortlodning bliver
holdt indenfor passende Grænser. Vi bør vel erindre, at
Konstforeningen har erklæret, at den vil virke til Konstens
Fordel; vi bør derfor vogte os for at ikke vor Egoisme
skal lægge Hindringer i Vejen for et saa helligt Formaal.
Til enhver Tid have forenede Kræfter formaaet meget,
ogsaa for Konsten; derom vidne endnu de talrige Mester
værker, som ere bievne til ved Sammenskud af Menigheder,
Broderskaber, Corporationer, Foreninger o. s. v. Paa et
saadant Punkt staar nu Konstforeningen, og hvo af dens
Medlemmer vilde ikke langt hellere have bidraget til at
fremkalde et ædelt, stort Konstværk, hvorved Samtid og
Eftertid kunde opbygges og glædes, end snæversindet holde
fast ene ved Lodtrækningen, for at tiltrygle sig af Lykken
et eller andet mindre betydeligt Konstværk, som kun en
lille Kreds kunde nyde? Men Konstforeningen bør ikke
alene tænke paa hvad hine ældre Corporationer o. s. v.
have virket for Konsten; den bør tillige kalde sig i Minde
hine mægtige Velyndere, til hvis Deltagelse de største
Konstnere have knyttet deres Existents. Ogsaa dem bør
den efterligne, og vel erindre, at, dersom det kunde lykkes
Foreningen at fremkalde blot en eneste stor Konstner, der
kunde tilvinde sine Værker Udødeligheden, saa havde den