254
Retning, væsentligen kunne bidrage til at vække et friskere
Liv i vore Konstforetagender og i Sandsen for dem. Men
hvad der er endnu nødvendigere, hvad der endnu sikrere
vilde bidrage til Konstens og Selskabets Fordel, det er den
varme Følelse for Menneskelivet og Naturen, den Trang
og Længsel efter at se dem fremstillede i Konstværker,
som der maa til for at Konstnerens Følelser og Virken
kan finde Gjenklang, og for at han selv levende kan blive
overtydet om Vigtigheden af at samle alle sine Kræfter,
opbyde hele sin Formue for ret at kunne tilfredsstille en
saa ædel Trang og Længsel, og saaledes opfylde det store
Kald, hvortil han har ofret sig. En passiv Deltagelse
under Skin af almindelig Interesse kan kun lidet nytte;
en Konstforening som blot vil modtage, men Intet give,
vil kun være i Stand til at virke lidet. Den maa have
en Trang, der er større og betydningsfuldere, end at den
skulde føle sig tilfredsstillet ved d e t T i l f æl d i g e , d e r
byde s d e n , om end dette var nok saa fortræffeligt.
Denne Trang udtaler den i sine Bestillinger og Opgaver;
derved er det, at den søger at drage Konstnerne til sig,
sætte sig i en nøjere, inderligere Forbindelse med dem,
saaledes at de blive det, de ifølge deres Kald skulde være,
Or g a n e r n e , h v o r i g j e n n em vor Fø l e l s e f o r H i s t o
r i e n , for den s t o r e A l n a t u r u d t a l e r sig.«
Oppositionen havde beraabt sig paa, at efter Loven
skulde i Almindelighed Medlemscontingenterne anvendes
til Indkjøb af Konstværker, der skulde bortloddes, og Ind
tægten af Udstillingerne anvendes til andre konstneriske
Formaal. Disse sidste vare imidlertid, som alt omtalt,
bievne umulige. Naar man nu paastod, at Foreningen
altsaa heller ikke mere kunde virke for slige almindeligere




