256 / 581
249
\
»fra en ubekjendt Velgjører«. Høyen vidste ikke, hvem
denne var, »med mindre det skulde være Schouw selv«;
men da det kom fra en saa god Ven, betænkte han sig
ikke paa at modtage det. Saaledes saa han sig i Stand
til at forlænge sit Ophold i London til den 14de August.
Han havde været flittig, og følte, at disse tre Maaneder
havde været uendelig rige for ham. Han vidste bedre end
Nogen, at han ikke havde naaet Maalet endnu; men han
var kommen et Skridt frem og havde faaet nyt Mod til at
arbejde. Han betragtede sig ikke som Mester, men som
»en ikke forknyt Lærling.«
Rejsens Glæde var imidlertid bleven formørket ved
alvorlige Efterretninger fra Hjemmet. Høyens Svigerfader,
Provst Westengaard i Kundby, var død den 9de Juni 1835.
Det var en gammel Mand, 72 Aar; han havde i flere Aar
været meget svag og maattet lade sit Embede bestyre af
Kapellaner; hans Hustru var død i Efteraaret 1834, og
han selv længtes kun efter at følge hende; men for de
Efterlevende var Savnet af den gamle, kjærlige Fader, de
havde plejet at sysle om, lige føleligt. Og naar Høyen
tænkte paa, hvorledes det venlige Kundby for Frem
tiden skulde være et fremmed Sted for ham og hans
Hustru, det Sted, hvor deres Ungdoms Kjærlighed først
var fremblomstret, hvor den store Kreds af Brødre og
Søstre, Venner og Veninder havde tilbragt saa mangen
lykkelig Sommerferie, og hvor han endnu i de senere Aar
havde havt et stille, fredeligt Sommerhjem, saa forekom
det ham, som om han stod ved et af Livets store Grænse-
skjel.
»Vor Ungdoms Tid er endt« skriver han til sin
Hustru; »den travle Manddoms Alder er begyndt; jeg maa,
og jeg vil arbejde, arbejde strængt; men jeg skal med