Previous Page  276 / 581 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 276 / 581 Next Page
Page Background

en rig Kilde til den ædleste Nydelse, og de aabne vort ø je

for Herligheden i antik som i christelig Konst.

Da Thorvaldsen havde modelleret sin Jason, forbavsedes

Rom ved at se en Billedstøtte, der beroede paa de samme

ufravigelige Grundlove som Oldtidens beundrede Arbejder.

I

mer end trehundrede Aar havde man i Konstens Land opsøgt

Antikerne, samlet, copieret, ophøjet dem; men alligevel vaklede

den moderne Sculptur usikker hid og did, indtil en dansk

Konstner gav den Ro og Fasthed.

Og ene det havde været

nok til at forevige ham.

Dog Thorvaldsen har endnu et højere Krav paa vor Be­

undring og Erkjendtlighed.

Ingen af alle hans Samtidige har

kraftigere end han arbejdet paa at tilintetgjøre de hule, livløse

Former, som man i lang Tid havde villet tvinge Konsten i;

og i højere Grad end Nogen af dem forenede han en uhildet

Modtagelighed for det Skjønneste i Fortidens Konst med Selv­

stændighed , Uskyldighed og Styrke i sin Maade at se og op­

fatte Gjenstandene paa.

Antik Naivitet og christelig Fromhed

have afveslende og ejendommeligt udpræget sig i hans Arbej­

der. Han lærte den moderne Plastik — hvad Rafael saa her­

ligt havde vist i Maleriet — , at det ej er Formen, som be­

stemmer Konstens Væsen og Charakter, men den højere Aand,

som rent og kraftigt udtaler sig gjennem den; og at de samme

Former, under Konstnerens Hænder, ville stivne til hedensk

Trods, eller bøje sig til christelig Hengivenhed, saafremt Ud­

trykket for disse Sindsstemninger stærkt og klart har afspejlet

sig i hans Sjæl.

Den værdigste Maade, hvorpaa en skabende Genius kan

hædres, er, at aabne den frieste og ædleste Virksomhed for

den. At Thorvaldsen ikke har været uden denne Hæder, derom

kunne vi let overbevise os, naar vi se, hvorledes hans Arbej­

der ere fordelte over en stor Del af Europa, hvorledes de

smykke Landsteder, forherlige Kongeborge, byde Ærefrygt og

Alvor i Kirker og paa Torve. Men en lunefuld Skjæbne raader

ofte her, og midt i al sin Lykke har vor store Landsmand

dog savnet et! Held, der maa være noget af det mest opløftende

269

I