281 / 581
274
bydelse«. Han begynder her med at skildre, hvorledes
den verdensberømte Konstner hang ved sit Fædreland,
hvor det var hans -Ønske at tilbringe sit Livs Aften;
Canova havde bygget en Kirke i sin Fødeby; Thorvaldsen
havde skjænket sin Fødestad alle sine Skatte »ikke til
død Pragt, men til at vække og skærpe Sandsen for Kon
stens Skjønhed og høje Betydning.« Man havde hist og
her hørt Bemærkninger som denne, at det var dog ikke
Andet end Gipsafstøbninger, Thorvaldsen forærede os; om
Skatte kunde man kun tale, naar det havde været Mar-
morfigurer. Høyen nævner ikke udtrykkelig slige taabe-
lige Indvendinger, men for at oplyse de Uvidende, for
klarer han nærmere Billedhuggerens Fremgangsmaade. Han
gjør opmærksom paa at Modellen ikke er at sammenligne
med det farveløse Forarbejde, som Maleren kalder en
Carton, men er et afsluttet og fuldstændigt plastisk Arbejde;
»Thorvaldsens Modeller forholde sig paa lignende Maade
til hans støbte og udhugne Værker, som Rafaels berømte
Vandfarvemalerier i Hamptoncourt til hans Arbejder i
Olie og a fresco.« Han bemærker, at netop hos Thorvald
sen maatte man lægge særlig Vægt paa Modellerne, thi
det var ikke ved den techniske Behandlings Færdighed
eller Ynde, at havde vundet sin Berømmelse, men ved
Compositionens Skjønhed og Sandhed, ved den rene Stil
og den ægte konstneriske Selvfornægtelse, der gik igjennem
hans Arbejder. Og hertil knyttes da en Del lige saa
sande og dybtfølte som tiltalende Bemærkninger om den
store Konstners Virksomhed. Endelig gjør han opmærksom
paa at det ikke var enhver Bygning, der kunde afgive et
passende Opbevaringssted for disse Konstskatte. Hedenske
og christelige Emner burde ikke blandes sammen; Kolosser