287 / 581
280
den; men — hvad enten det nu var, fordi han overhovedet
følte sig lidt forlegen lige overfor Høyen, der plejede at
sige sin Mening rent ud, og hvis Uafhængighedsfølelse
netop nylig, som vi i det næste Kapitel skulle se, havde
beredt Prinsen en Skuffelse, eller han i dette Tilfælde
havde hørt Rygtet om a-t Samlingen var mishandlet
ved at indskrænkes til det lialve Antal, og syntes,
han maatte undersøge denne Sag selv — han ønskede
ikke, at Høyen skulde vise ham Samlingen, men an
modede Justitsraad Thomsen og Professor J. P. Møller
derom. Denne Tilsidesættelse krænkede Høyen. Han
havde arbejdet uden Løn, og krævede heller ingen; men
lidt Paaskjønnelse, en Anerkjendelse af at det var ham,
der havde gjort Arbejdet, og ikke Andre, det havde han
ventet, og ventet med Rette, i Stedet for at man nu be
tragtede ham som en overflødig og uvedkommende Person,
og kastede ham bort fra den Samling, han havde faaet
saa kjær, og som han egentlig kunde siges at have skabt.
Prinsen var forøvrigt særdeles tilfreds med sit Besøg paa
Frederiksborg; men han fandt det mere stemmende med
sin Værdighed at lade som ingen Ting, end at tilkjende
give sin Tilfredshed, hvilket kunde have lignet en Und
skyldning. Først et Aar senere, da han imidlertid var
bleven Konge, søgte han at gjøre Uretten god igjen ved
at udnævne Høyen til Ridder af Danebrog (22de Maj
1840) *).
I 1842 opfordrede han paa ny Høyen til at gjøre
ham en Forestilling om Frederiksborgs Portrætsamling,
*) De første to Mænd, Christian VIII i sin Regjeringstid skjænkede
denne Udmærkelse, var Grundtvig og Høyen.