289 / 581
282
som paa, hvor vanskeligt det maatte være for ham at
komme ud af det med sine ringe Indtægter. Hoyen selv
var aldeles uvidende om at Nogen havde villet tjene ham
paa en saadan Maade; ham selv kunde det aldrig falde
ind at ønske eller endog modtage en saa afhængig Plads
som en Privat-Bibliothekars. Prinsen følte sig i høj Grad
skuffet, da Høyen ikke kom for at bede ham om det, han
havde tænkt, men ønskede noget hélt Andet, en Pladsr
som han unægtelig, naar man saa paa Kundskab og
Dygtighed, var den Nærmeste til at erholde, men som dog
var halvvejs besat med en Anden. Denne Anden var
Justitsraad Thomsen, der allerede i flere Aar havde været
den svagelige Spengler adjungeret. Det venlige Smil,
hvormed Prinsen havde modtaget Høyen, forsvandt, da han
hørte hans Ærinde, og han afskedigede ham uden noget
bestemt Svar. Det gik imidlertid ikke godt an at forbi-
gaa Høyen, naar han ønskede denne Stilling; man fandt
derfor paa den Udvej at lade Samlingen bestyre af ham
og Thomsen i Forening, ligesom tidligere af Spengler og
Thomsen. Spengler døde den 1ste Marts, og tre Uger
efter udnævntes Thomsen og Høyen til sideordnede Inspec-
torer ved Maleri-Samlingen, hver med en Gage af 400 Rdl.
Thomsen og Høyen vare, som vi have sét, gamle
Venner, men de vare saare forskjellige., og ikke mindst
med Hensyn til de Sager, de nu skulde bestyre i Forening.
Thomsen var den ivrige og snildt beregnende Samler, hvem
vort Fædreland i denne Henseende skylder saa overordenlig
Meget; men det var ham ligesaa kjært at sysle med en
Møntsamling, en Oldsags-Samling eller en ethnografisk
Samling, som med en Samling af Konstværker; han havde
ikke det ideelle Syn paa Konsten og det Begreb om dens