\
285
havde samlet, maatte sætte 400 til Side, maatte Høyen
ogsaa nu flytte et lignende Antal over i Magazinet. Og
der var Stykker nok, der ikke fortjente nogen bedre
Skjæbne, ødelagte og overmalede Billeder, som ingen Re-
stavration kunde helbrede, tarvelige Copier, der udgaves
for Originaler af de største Mestere, ubetydelige Skolear
bejder, der i det Højeste kunde have et Slags historisk
Interesse, og som ikke havde denne engang, hvor der
fandtes bedre Arbejder af den samme Skole. Da Billed
galleriet i Foraaret 1842 blev aabnet for Publikum, havde
det omtrent det samme Omfang og Udseende som nu.
Det indeholdt 502 Billeder foruden de danske. Det var
en stor Overraskelse for Mange, men paa forskjellig Maade.
De Forstandige glædede sig over at se, hvilke Skatte vi
virkelig vare i Besiddelse af. Andre savnede med Smerte
de store Navne, som de tidligere havde været stolte af,
og de Billeder, som de i Tillid til disse Navne havde
beundret. Michel Angelos Leda, Tizians Venus og hans
Danae vare forsvundne, flere Billeder af Rubens og v.
Dyck savnedes, Sassoferrato, Murillo, Guido Reni, Al-
bani, Paolo Veronese og mange Andre vare gaaede ud
af Kataloget; et Par af Billederne havde faaet andre,
mindre kjendte Navne, som f. Ex. Paolo Veronese var
bleven til Rottenhamer, men de fleste af disse antagne
Mesterværker vare hélt bortagne. Det var især Italienerne,
det vargaaet ud over; deres Tal var fra 160 sunket ned til
79; og det var jo dog især de italienske Billeder, man
søgte, naar man kom i et Billedgalleri. Der blev jo rig
tignok sagt, at det var daarlige Billeder, at det var Co
pier o. a. 1., man havde sat til Side; men hvem indestod
for at Høyens Dom i saa Henseende var den rette?




