339 / 581
332
eller støtte sig til Folkets Mænd, var ogsaa han i den
stærkeste Spænding. Det var hos Schonw, at Lederne
samledes; men imellem dem var Høyen ikke. Hvor stærkt
bevæget han imidlertid var i sit inderste Sind, og hvilke
Betragtninger han paa egen Haand hengav sig til, viser
følgende Træk, som er meddelt mig fra en paalidelig
Kilde. En af disse Aftener sad paa en af Byens Ka
serner nogle unge Officerer og talte med hinanden om
den forfærdelige Mulighed, at Kegjeringen vilde benytte
Militærmagten til at kue det bevægede Folk. Da blev En
af dem kaldt ud; en ældre Mand
2
ønskede at tale med
ham alene. Han gik udenfor, og en Mand, som han
elskede som sin Fader, stod der i stærk Bevægelse; han
besvor ham indstændig at sige ham, hvor han skulde faa
en Bøsse at kjøbe; thi i disse Tider burde hver Mand
være bevæbnet! Denne Mand var— Professor Høyen. Men
han kom snart til Besindighed; han kjøbte ingen Bøsse,
og Ingen uden den unge Officier — ej engang hans egen
Hustru — fik at vide, at han havde havt det i Sinde.
Det blev jo ogsaa overflødigt. Det gamle System svandt
som Dug for Solen; Kongen omgav sig med Mænd, der
havde Mod til at rejse Danmarks Banner, og Oprørernes
Fordringer fik en bestemt Afvisning. Høyen var en per-
sonlig Ven af de Mænd, som nu kom til Boret; men naar
han jublede, da gjaldt det ikke dem; det gjaldt Danmarks
Gjenfødelse. Havde han været yngre, havde han stillet sig
selv under Fanen; nu kunde han kun ledsage de Bort
dragende med sine bedste Ønsker. Iblandt dem var hans
kjære unge Yen Lundbye, som han aldrig skulde se mere,
,
Dalgas, som faldt i 1850, Yermehren, Hammer, Brødrene
Johan og Svend Grundtvig og Andre. Han fulgte med