Iver Krigens Gang i alle Enkeltheder, og samlede Bidrag
dertil saa omhyggelig, som om han skulde skrive dens
Historie.
Ogsaa den følgende Tids politiske Udvikling med dens
Skuffelser og dens Slingringer fulgte han neje, men han
talte næsten hellere om alt Andet end om Politik. Han
havde ogsaa her sin Overbevisning, men han vidste tillige,
at denne mere var en Frugt af umiddelbar Tro paa Ideens
Sandhed end af det grundige Studium og den alsidige
Tankedroftelse, han plejede at kræve som Grundlag for en
Discussion, og han vidste, han kunde let blive for heftig i
Ordstrid. Endnu en Gang, i 1864, skulde han se Krigen
bryde ud over sit Fædreland, og denne Gang i den for
færdeligste Skikkelse; han skulde se Vennerne svigte lige
over for den overmægtige Fjende; han skulde se Styrer
nes Kraft brydes under de haarde Tilskikkelser; han skulde
se Charaktersvaghedens Kræftskade, som en Folge af de
uafbrudte Nederlag, bestandig gribe videre om sig. Han
haabede endnu bestandig, saalænge der var Mulighed
for Haab; men efter Tabet af Als maatte han med
knust Hjerte boje sig under Nødvendigheden og væbne
sig med Taalmodighedens Jernpantser. Og han kunde
det; thi han var ogsaa i denne Henseende en Mand.
Han tog ivrig fat paa sine Forretninger, rejste om til
Kirkesyn paa øerne, havde Tilsyn med Restavrationen af
Maribo-Kirke, og gjorde Indstillinger om Nødvendigheden
af at tage alvorlig fat paa Kallundborg og Ringsted Kir
ker. Sommerferien gik hen i død Stilhed paa Nysø, og
da han i September kom tilbage til Kjøbenhavn, skrev
han til en god Ven: »Selv her, i mit eget Hjem, vil det




