341 / 581
334
Hyggelige ikke rigtig indfinde sig, skjøndt Læne- og Gynge
stolen er lige saa magelig som den plejer at være, Spur
vene komme lige saa ofte som ellers ved Vinduet, Inva
lidernes Lirekasser give accurat de samme Stykker og
Bødkerens Hamre gaa aldeles i den samme Takt, oplivende,
aldrig trættende. Og det gaar — saavidt jeg mærker —
mine gode Venner ikke et Haar bedre. De sysle hver
med sit vante Arbejde; de komme til mig, eller jeg kom
mer til dem — det Sidste gaar kun højst sjælden paa —
og saa sidder man tavs og sér paa hinanden, indtil ende
lig man finder ligesom en Lettelse og en Anledning til at
faa Tiden til at gaa ved en Samtale om den besværlige
Host eller om Myrer og Bladlus. Samtalen er ligesom
Vejret og Tiden tung, indtil der undertiden kan ligesom
falde en Solstraale ind, naar Hilckers .dejlige Decoration
af Solennitetssalen i Universitetet, eller H. Hansens og
Marstrands Malerier i Christian den Fjerdes Kapel i Ros
kilde kan komme paa Omtale.« — Men Taalmodigheden
vandt Sejr. Livets altid gjenfødende Kraft viste sig ogsaa
her. Hjertets gabende Saar blev aldrig lægt; Pragerfredens
Løfter troede han ikke paa; de franske Journalisters Besøg
i 1867 tillagde han ingen Betydning; men urokkelig be
varede han Troen paa Danmark og Overbevisningen om at
det nu mere end nogensinde gjaldt om at ofre Fædrelan
det al sin Kraft. * Hjertet lærte snart' at slaa de gamle
Slag, og Oldingen levede det samme Liv i Videnskab og
Ivonst, somYnglingen havde gjort, kun at hans Virkekreds
var mere udstrakt nu, og hans Ord lød til stedse videre
og videre Kredse. Det er dette Liv i hans sidste Livs
periode, vi nu ville søge at skildre. Maa det være tilladt
at begynde med den mere private Del deraf?