336 / 581
329
yngre Konstnere vare ikke vante til at bruge Radérnaalen;
flere Forsøg mislykkedes, og da Høyen endelig i Kobber
stikker Sonne havde fundet en Mand, der var i Stand til
at gjore Arbejdet tilfredsstillende, var der Adskillige af
Selskabets Medlemmer, som slet ikke fandt Smag deri.
Nogle fandt, at det var en alt for ubetydelig Sag at an
vende Pengene paa, disse Bygninger, som man hver Dag
kunde se, naar man gik igjcnnem Byen; Andre syntes at
denne Gjenoplivelse af den antike Architektur ikke vel
kunde falde ind under Begrebet nordisk Ivonst; kort man
forstod ikke Værkets Betydning, og man vilde ikke anvende
den Tid og Møje, som det unægtelig kræver at sætte sig
ind i et architektonisk Værk. Det voldte Hoyen stor Sorg,
at han her ikke, som han plejede, kunde rive sit Publikum
med sig, og han begyndte at mistvivle om at det kunde
nytte at fortsætte Selskabet længere end til dette Værk
var sluttet. I Foraaret 1866 anmodede han derfor Sel
skabet om af sin Midte at udnævne tre Mænd, der i
Forening med ham kunde overveje, hvorvidt det var hen
sigtsmæssigt at lade Selskabet bestaa, og hvilken Virk
somhed man i saa Fald skulde give det. Selskabet valgte
O. Lehmann, M. Hammerich og disse Blades Forfatter;
men Hoyen skulde vedblive at være Selskabets Bestyrer;
det var ham, der skulde sammenkalde det nævnte Udvalg
og gjore det Forslag. Men den Lunkenhed, Hoyen, med
Rette eller Urette, havde ment at spore hos Selskabets
Medlemmer, gjorde at han stadig opsatte dette Skridt.
Snart gjorde den Enes, snart den Andens Bortrejse et
Mode umuligt; overhovedet syntes det ikke nødvendigt at
gjore Noget, for det sidste Hefte af Harsdorfts Bygninger
var færdigt, og det gik langsomt med Udførelsen at