333 / 581
326
eneste Bærer, og det var for Størstedelen hans personlige
Opofrelse, der holdt, det sammen. Han havde forlangt
Medlemmernes Bidrag som et uegennyttigt Offer for Kon
sten; men i Virkeligheden var han selv den Eneste, der
ydede et Offer*); Medlemmerne gav han fra Tid til anden
et Vederlag, som de satte stor Pris paa. Han holdt nem
lig tiere Vintere igjennem hver Sendag Middag en Fore
læsning over et eller andet Emne af Konsthistorien, snart
over Italiens, snart over Nederlændernes Malerkonst, snart
over Nutidens Konst, saaledes som han havde set den ved
Besøg i de store Verdensudstillinger. Hans veltalende og
anskuelige Foredrag knyttedes undertiden til fremstillede
Kobberstik eller til Malerier i Billedgalleriet, hvis Lokale
han benyttede, og hans Begejstring henrev Tilhørerne, saa
de troede at se det Samme som han. Selskabets Med
lemmer holdt derfor ogsaa trofast sammen, og det led
næsten ikke nogen Afgang uden ved Dødsfald, men i de
20 Aar Selskabet bestod, vare disse ikke ganske faa, og
Tilgang fandt, som det plejer at være Tilfældet med be
skedne Foretagender, næsten slet ikke Sted. Men efter de
20 Aars Forløb kunde man ogsaa i visse Maader sige, at
Selskabet ikke mere var nødvendigt. De Tanker, det
havde sat sig den Opgave at bringe til almindelig Bevidst
hed, havde vundet fuldstændig Sejr. Det var ikke mere
som i tidligere Dage de italienske, men de danske Emner
af Naturen og Folkelivet, der stod højest i Publikums
Yndest, og de dygtigste Konstneres Stræben gik netop ud
*) Jeg kunde tilføje, at Foreningen ogsaa skylder ham en ikke
ubetydelig Gave i Penge, idet han lod et Honorar, der blev
budt ham for en i en privat Kreds holdt Forelæsningsrække^
indflyde i Foreningens Kasse.