329 / 581
burde dog ikke misunde deres Konstbrødre, om Udsigterne
forbedredes lidt for dem, og om ogsaa de fik en lille
Kreds af Velyndere. Men hvad hjælpe slige Betragtnin
ger, naar Lidenskaberne ere oprørte? Høyen havde,
som vi havde sét, baade blandt Konstnere og blandt
Konstneres Venner mange Uvenner. Hans Fordringer til
sand og levende Opfattelse af Emnet, til grundig og sam
vittighedsfuld Behandling, var i deres Ojne lutter Partisk
hed. At det var konstneriske Mangler og Fortrin, han revsede
og roste, det kunde de ikke se; de saa kun personligt Venskab
eller Fjendskab, eller, omde ikke gik saa vidt, saa dog en En
sidighed, der kun vilde finde sig i ét Slags Emner og én Ud-
forelsesmaade. Man stræbte at forrykke Synspunktet og bilde
Publikum ind, at Høyen Intet respecterede uden hvad der
stemmede med et bornert Nationalitetsprincip. Han havde
rigtignok aldrig med et eneste Ord misbilliget, at en Konst-
ner leverede et dygtigt Arbejde hentet fra andre Folkeslag
og andre Egne; han havde glædet sig ved saadanne Ar
bejder saa godt somNogen; men han havde advaret
Konstnerne imod at vove sig ind paa Indemærker, hvor
de vanskeligere kundegjore noget Sandt og Dygtigt.
Ingen var i Besiddelse af en mere universel Dannelse end
han, og mere i Stand til at se det Gode allevegne hvor
det fandtes; men dette Fremmede, der i saa mange Aar
igjennem Akademiernes Bestræbelser havde havt Overvæg
ten allevegne, og som ogsaa havde syntes at more det
danske Publikum mest,havdeofte vist sig som et tomt
og blændende Skin, uden virkelig Dybde i Følelsen, uden
Sandhed og uden Evne til at tale til Hjertet; i Modsæt
ning til dette havde han ønsket at fremhæve den Side, der
hidtil syntes at være forsømt, den Retning, som udmærkede