332 / 581
325
hverken turde eller burde tilegne os. *) — Forslaget fandt
imidlertid ikke Understøttelse hos Nogen. Generalforsam
lingen havde hverken Lyst til at skifte Charakter eller til
at indlade sig i nogen Polemik med Foreningen for nor
disk Konst, som den fandt sig aldeles uvedkommende.
Og vist er det ogsaa, at begge Selskaber i en Kække af
Aar bestod jævnsides, uden at det ene gjorde det andet
den allermindste Skade.
Selskabet for nordisk Konst talte inden kort Tid over
200 Medlemmer, et Tal, som maa kaldes betydeligt, naar
man tager Hensyn til at der slet ikke bødes Medlemmerne
noget Vederlag for deres Bidrag? Det var Bestemmel
sen, at Selskabet skulde sammenkaldes et Aar efter sin
Stiftelse; men i Slutningen af Marts 1848 kunde ingen
Dansk have Tanker for Sligt. IForaaret 1849, da Vaaben-
stilstanden udlob, var Forholdet det samme, og først den
16de December 1849 kom Medlemmerne sammen. Man
ærfarede med Glæde, at der allerede var virket ikke ube
tydeligt.
Selskabet besluttede at fortsætte sin Virksomhed lige
som hidtil, og gjenvalgte Høyen til Formand, og dette
gjentog sig siden bestandig. Høyen var ikke blot Stifteren
af denne Forening, ikke blot den, hvem man med den
største Tryghed kunde overdrage Udførelsen af de Tanker,
man arbejdede for, men han var i Virkeligheden Selskabets
*) Se »Konstforeningen i Kjøbenhavn fra dens Stiftelse til 1863.«
S. 80 ff. — Løpseren vil for øvrigt næppe have glemt, at Høyen
ikke havde lagt særligt Vægt hverken paa den norske Natur eller
t
paa den svenske Historie, men vel paa den i Ansigtstræk, i Livet
og Sæderne udprægede Folkeejendommelighed, som han betrag
tede som hele Nordens Fælleseje.