317
De Tanker, Høyen havde udtalt i sit veltalende Fore
drag i Skandinavisk Selskab den 23de Marts 1844, deltes
af mange af hans Venner. Dette havde ikke blot sin
Grund i at han selv saa tidt og saa kraftigt havde anbefalet
dem, men ogsaa i at de hang sammen med hele Tidens
Retning. Det var Tidens egne Tanker, der efterhaanden
vare modnede, og som han nu gav Klarhed og Bestemt
hed. Thi det var jo ikke blot paa Statens, men ogsaa
paa Konstens og Videnskabens Omraade, at Folkene fik
Mod til at gjore deres egen Villie gjældende. Allevegne
forlangte man baade af Videnskaben og af Konsten, at
de skulde staa i inderlig Sammenhæng med Folkets eget
Væsen, eller med ét Ord, at de skulde være nationale.
Men Danmark var ikke det Land, hvor denne Stemning
var stærkest, og mindst naar det drejede sig om Konst.
Det store Publikum var endnu langt fra at have Øjet opladt
for Konstens betydning; det morede sig over den som
over anden Stads, men det elskede den ikke. Stort var
Tallet af dem, der strax blændedes af det Glimrende, af
det, der viste Virtuositet i en eller anden Retning, hvor
svagt det end kunde være i hvad egentlig kom an paa,
og hvor usandt det end var. Dette havde vist sig paa de
aarlige Konstudstillinger, hvor middelmaadige Billeder fra
Udlandet, navnlig af Diisseldorfer-Skolen, havde tiltrukket
sig en ufortjent Opmærksomhed. Hoyen fandt, det var
paa Tiden at gjore et virksommere Skridt til at hævde
vor Konst som ver egen Aands Ejendom, og til at bringe
baade Konstnere og Publikum til klarere Bevidsthed om
hvad Konsten kunde og skulde virke.
I Vinteren 1846—47 havde Hoyen for en talrig Til
horerkreds af Konstnere og Konstens Venner holdt en




