319 / 581
312
vegne! Har da Norden ingen ejendommelig Historie og
Poesie? Eller har Folket ingen Trang til at se den udtalt
igjennem Konsten? Vistnok have vi modtaget Konsten fra
det klassiske Hellas og fra dem, der indenfor Ohristendom-
men have sugt at fortsætte Hellenernes Konst, og fjernt
være det fra os at ville bortvise det rige Stof, som græsk
og christelig Oldtid har overleveret os. Men lige saa lidt
tør vi opgive vort egentlige folkelige Liv, og, skal Konsten
komme til Kræfter iblandt os, ikke blot faa Skinnet deraf,
da maa den slaa sine Rødder dybt i Folkets Tilværelse.
Nordens Historie, støttet paa Landets og Folkets Grund
træk, det er det Stof, hvoraf den Konst, som vi have mod
taget fuldvoxen udenfra, maa gjenfødes iblandt os, dersom
den ej skal staa som et forstenet Aftryk. Først da kan
Folket i den gjenkjende Ben af sine Ben og Kjød af sit
Kjød, og den vil blive det kjær, som Barnet for Moderen,
naar dets Træk vækker hellige, dybtindprægede Minder.«
Betingelsen for at en saadan Konst kan fremkomme, er
en inderlig Overensstemmelse mellem Konstneren og hans
Publikum. Konstneren skal ikke søge og jage efter nyt
Stof, men fremstille hvad Folket kjender og elsker og ved-
kjender sig. Vejen er endnu lang og ubanet. Sandsen
maa skjærpes for det Store og Hjemlige i den os omgivende
Natur, for det Ejendommelige i Nordboens Ansigtstræk og
Sæder. Uet er det samme Folk, der lever i disse Egne,
som det, der levede for tusende Aar siden; de gamle
Heltes Træk ere nedarvede paa Nutidens Sønner. Det tør
ikke nægtes, at de Forsøg, der hidtil ere gjorte paa at
fremstille Nordens gamle Guder, ikke ganske tilfredsstille
os, at »de mangle Enhed i Støbningen, og man let opdager
fremmede Bestanddele, som blot ere tilsatte, ikke sammen