322 / 581
315
tildels bærer fremmed Mærke« (Diisseldorfer-Skolens) »dette«
siger han »er den ligefremme Følge af at det vaagnende
Talent maatte søge den Vejledning i Udlandet, som Hjem
met endnu
ikke kunde
give«. »Paavirkningen af en fr
med Skolebliver først da at laste, naar den røber sig i
slavisk Efterligning, naar ikke alene Penselen skal have et
vist Svingog Paletten cn vis Tinterække, men ogsaa -Øjet
skal have sin bestemt farvedeBrille for at modtage Ind
trykket«.'Anvendelsen af denne almindelige Sætning over
lades til Læseren eller Betragteren; han fandt saa meget
mindre Anledning til at dvæle ved hvad der i denne Hen
seende ikke behagede ham, som han haabede, at saa
betydelige Talenter som Tiedemann og Gude, der endnu
var i deres fulde Ungdomskraft, efterhaanden vilde blive mere
selvstændige. Men uden Hensyn til denne fremmede Paa-
virkning fremhæver han i Almindelighed Nordmændenes For-
kjærlighed for Farve-og Lysvirkning, og særlig Gudes fine
Sands for de forskjellige Naturstemninger, det Glimrende og
Blinkende i Sommerdagen paa Hardangerfjorden, hvor man
mellem Birkestammernes hvide Gitter sérLandskabet svømme
i den dunstsvangre Sommerluft, det Simple og Beskedne i
hans Foraarslandskab, det Hyggelige i Skovbækken, hvis
mangfoldige Bevægelser forfølges indtil det Yderste; han
beklagede kun, at den samme Omhyggelighed ikke var
bleven anvendt allevegne, og at navnlig Forgrundene ofte
vare forsømte. Han fremhæver Tiedemann s smagfulde
maleriske Behandling, og hans grundige, alvorlige Opfat
telse af Charaktererne, hvad enten det er den gamle Bonde,
der læser op af Bibelen for sin Hustru, saa fast, saa
alvorlig, at man kommer til at tænke paa Mændene i de
gamle Sagaer, eller det er Bedstemoderen i den fattigo