323 / 581
316
Røgstue, der fortæller Eventyr, saa Børnene glemme Alt
over Fortællingen, og Forældrene more sig over deres
Spænding. — Høyen troede i denne Udstilling at se et vig
tigt Skridt til en nærmere Samvirken af Konstnere i Nor
den, og liaabede at det vilde blive fortsat fra andre Sider.
»Vilde det«, saaledes slutter han, »frembyde synderlige
Vanskeligheder at foranstalte hvert andet Aar i Christiania,
hvert andet Aar i Kjøbenhavn en samlet Udstilling af
norske og danske Malerier? Og dersom det lykkedes,
skulde da ikke, med Hensyn til Sverig, den gjensidige
Interesse være saa stor, at disse toaarige Udstillinger
kunde gaa over til treaarige, og at man saaledes hvert
tredie Aar i enhver af de tre Hovedstæder, Christiania,
Stockholm og Kjøbenhavn, kunde blive bekjendt med Ivon-
stens Gang og Udvikling paa Hovedpunkterne i Norden?
E
11
saadan Samvirken vilde væsentlig bidrage til at give
den nordiske Konst mere Sammenhold, og den kraftigere
Genius, hvor han saa fremtraadte i de tre Lande, vilde
da, selv indenfor Nordens Grænser, hurtigere og lettere
kunde bryde sin Bane.« — Disse Ord kunne med Føje
gjentages den Dag idag.
Men Høyen, der med Glæde havde hilst Skandinavis
mens forste livlige Skridt, der havde fulgt dens Udvikling
med fast Tro og havde delt de Unges Forhaabninger, havde
ogsaa den Sorg at se den falde mat til Jorden i det Oje-
blik, da den syntes at skulle blive til Virkelighed. I 1S66
maatte han skrive til en god Ven i Udlandet: »Skandi
navismen bliver ved — og det i alle tre nordiske Riger
— snarere at skræmme som en Bussemand, end at hilses
som en god Engel«; men derfor tabte han ikke Troen paa
dens Berettigelse, og Haabet om dens endelige Sejr.