310
forstaa at skille Klinten fra Hveden, og ikke optage Andet
end hvad der har Værd og Næring i sig. Dertil horer,,
at man, som han, maa føle, at man har ét bestemt Hjem,
hvortil Alt maa henfores, at der er én bestemt Rod, hvor
fra hver en aandelig Livsytring, som skal have Sandhed
og Betydning, maa være fremvoxet. Høyen var med at
sin kosmopolitiske Dannelse saa ægte dansk som Nogen.
Han ynkedes over de danske Digtere, der havde troet at
kunne opnaa en større evropæisk Berømmelse ved at skrive
paa Tysk. Selv ønskede han kun at leve og virke i og for sit
Fædreland. Dets Natur og Folkeliv, dets Historie og Old
sagn, dets Sprog og Fortidsminder omfattede han med
inderlig Kjærlighed, og det, han i denne Henseende kaldte
sit Eget, indskrænkede han ikke til de danske -Øer og Halv
øen ; det gik saa langt som Sproget og Fortiden var fæl
les. Ingen følte varmere end han det tredelte Nordens-
aandelige Enhed. Med Glæde hilsede han det første skandi
naviske Studentertog, da Studenter fra Kjøbenhavn, Chri
stiania og Lund samledes med deres Brødre i Upsala i
Sommeren 1843, og han var en af dem, der søgte at give
hine Festdages flygtige Glæde en varigere Betydning ved
Stiftelsen af det skandinaviske Selskab. Regjeringens
Kortsynethed havde betragtet Studenternes skandinaviske
Bestræbelser med Uvillie og havde opløst det af de hjem-
komne Upsalafarere stiftede »skandinaviske Samfund«; men.
detteSkridt var kun enOpfordring for enDel afDanmarks mest
ansete Mænd til selv at tage Sagen i Haand og stifte et Selskab
»for at fremme en nærmere Forbindelse mellem de skandi
naviske Folk, dels ved selskabelige Sammenkomster, dels
ved Foretagender sigtende til at befordre almindeligere
Kjendskab til de forskjellige skandinaviske Sprog, til Skrif




