315 / 581
308
indtil Anvendelsen af Lovens Bud om personlig Arrest og
Caution paa Redactorer o. s. v. o. s. v. stedse har været sin
Herres troe Tjener, men ikke sit Folks høihjertede og cliarac-
teerfaste Talsmand. Denne Skrøbelighed kan nu vistnok ikke
tilintetgjøre hans Adkomst til at henregnes til Danmarks faa
udmærkede Mænd; men fortiden staaer han i Ordets aller
crasseste Forstand som en Partimand, som Incarnationen og
den væsentlige Støtte for et System, jeg for Danmark anseer
for langt fordærveligere end selv en haard og virksom Despo
tisme. Jeg kan derfor ikke deeltage i noget, der, hvor meget
end Indbyderne ville protestere derimod, bliver et Partiskridt,
naar jeg som saadant maa fordømme det.
Jeg haaber, at Deres Forehavende vil m islykkes, og naar
da i sin Tid, efter ørsteds Død, det ædle Menneske, den dyb
sindige Tænker og lærde Skribent er frigjort for Partimandens
Daarlighed og Illusionen 0111 Statstnanden, da skal Ingen være
villigere, end jeg, til at medvirke til en blivende Anerkjendelse
af hvad der i ham og hans Færd har virkelig og blivende
Værd.
Idet jeg aldeles overlader Dem, hvad Brug De vil gjøre
af denne Skrivelse forbliver jeg
Deres
ærbødigst hengivne
Orla Lehmann«.
Høyen gjorde i sit Svar gjældende, at her slet ikke
var Tale om et Parti-Skridt, men kun om et betydningsfuldt
konstnerisk Foretagende; men — Lehmann havde Ret; det
var enten for. sildigt eller for tidligt at rejse Ørsted et
Monument. I Slutningen af Aaret indtraf den bekjendte
Scene i den slesvigske Stænderforsamling, da P. H. Loren
zen talte dansk og blev ved at tale dansk trods Præsiden
tens Forbud; og da den viborgske Stænderforsamling rejste
sig til en alvorlig Indsigelse imod Præsident Falcks Ad
færd, saa man ørsted optræde som dennes Forsvarer, fuld