4
fast var umueligt for een Mand at levere den nyere Kunsthistorie.
Jeg besvarede hans Spørgsmaal kortelig; et Par Gange fulgte
paa mine Svar et »Hm hm, Ja ja», men ganske sagte. Hans
Stemme var fast uden Synken eller Falden; blot een Gang
hævede den sig. Da vi nemlig talte om Carus, yttrede jeg, at
det var mig fast ubegribeligt, hvorledes denne Mand foruden
sine Pligter og litterære Arbeider endnu kunde faae Tid til
saaledes at beskjæftige sig med Malerkunsten. Han svarede, at
ogsaa ham forekom det overordentligt, »dog» — her hævede
Stemmen sig — »den, som forstaaer ret at bruge Livet, kan
virkelig udrette grumme meget.» Det tyktes mig, som om han
selv, idet han sagde dette, ret følte sig hele sit daadrige Liv
bevidst. Tjeneren kom under Samtalen, trak Dørrene sammen,
da — jeg veed ej hvem — skulde have Musiktime. Jeg
1
vilde anbefale mig, men Gothe bad mig blive, og kort derpaa
tonede en herlig Kvindestemme af og til ind i Værelset. Ende
lig ønskede han mig al muelig Lykke, og indbød mig til at
besøge sig, naar jeg paa min Hjemreise igjen kom til Weimar.
Jeg gik atter hen i Haven for ret at gjentage hele dette,
mig saa mærkværdige Optrin for mig selv imellem de stille
Træer. Den saa meget omtalte Rolighed i hans hele Væsen
traadte nu først ret levende frem for mig; ja, jo mere jeg ret
fremkaldte hele Scenen for mig, desto større forekom den mig.
Der var sandelig en sælsom Contrast mellem den levende,
milde Stemme og denne t o t a l e Rolighed, ja Ubevægelighed i
hele hans Stilling; det var som en herlig gammel Marmor
statue pludselig havde faaet Liv og Stemme.
Der var netop tilsagt et Hofbal den Søndag Aften, da
Gothe blev syg; men næppe erfoer man hans Sygdom, før hele
Stadsen blev afbrudt. Man troede bestemt, at han ikke havde
overlevet dette Anfald. — Jeg maae tilstaae, at de Anekdoter,
som man har fortalt i Kjøbenhavn om hans skandaløse Levnet,
forekomme mig høyst apocryphiske; thi netop de Mænd, som i
Samtaler med mig have omtalt Gothe med sin høyeste Agtelse,




