budte Costume. Schadow telv talte ogsaa meget ligegyldig
om disse Arbejder: »Vi nyere Billedhuggere kunne som
oftest kun levere Dukkebilleder.« Derimod stod der i hans
Atelier pousseret Modellen til Luther-Statuen i Wittenberg,
en Model til en Statue af Bliicher og andre; her havde
Konstneren havt friere Hænder; de vare tænkte og udførte
uden Manér og med lmj Alvor. Schadow havde været en
nøje Ven af vor Abildgaard, og talte med stor Agtelse om
hans Talent og hans Arbejder. Han havde nylig havt den
Sorg at miste sin Søn Rudolph, en talentfuld Billed
hugger, der opholdt sig i Rom. Budskabet om hans Død
traf Faderen medens han sad til Bords med en Del muntre
Venner i sit eget Hus. Hans anden Søn, Professor W il
helm Schadow, var uden Spørgsmaal den første Maler i
Berlin; Høyen roser hans Portræter af Prinds Wilhelm
(gift med Kongens Søster), og af hans egen Kone, samt
en Madonna, der kysser Christusbarnet, med et ægte jom
frueligt Udtryk i sit Ansigt. Det var en lille undersætsig
Mand med sort Haar, alvorlige, funklende -Øjne, krum
Næse, ret smukke Læber og bleg Ansigtsfarve, livlig og
energisk i sin Tale. Høyen tilbragte den sidste Aften, han
var i Berlin, hos ham. Han talte med ham og hans
interessante Hustru om Danmark, omHolberg; han maatte
fortælle Fru Schadow Indholdet af Peder Paars og af nogle
af Komedierne. Tilsidst kom de i en livlig Samtale om
Maleri og Konst overhovedet. Høyen følte sig ret oplivet
ved at træffe en universel Anskuelse af Konst og Viden
skab, der stemmede med hans egen.
Rauch var en høj, mager Mand, kun 45 Aar gam
mel, men han saa ud, som var han mellem 50 og 60,
Det blege Ansigt med den fint dannede Næse og de sorte,




