Previous Page  515 / 581 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 515 / 581 Next Page
Page Background

1 0 0

Velkommen; den ene Skøite glider nedad, den anden trække®,

op ad; alle ere de fulde af Mennesker, paa dem alle dampe

Piberne i den klare frie Luft, og Themaskinen eller Thekiedlen

synger og damper med paa Bordet ved Roret, eller oven paa

Skøitens Tag.

Tænk Dig Scenen langs med Floden, den uaf-

seelige Allee af de nikkende Træer, de venlige Huse bag ved

dem paa begge Sider, den dunkle brogede Menneskevrimmel,,

snart stillestaaende, snart bølgende frem og tilbage; og nu i

Midten den blanke rolige Flo d , og Skøiternes stille Bevægelse,

der neppe kruser Vandet.

A k ! dette Syn er saa fuldt af

Længsel, af Flaab og Veemod! Giensynet og Skilsmissen fore-

gaaer her umærkeligt.

Den saligste Glæde og den bittreste

Kummer tabe sig her uændsede i den store Vrimmel, og N a ­

turen smiler her lige roligt og lige venligt og lige frisk — til

den tilfredse og muntre og sunde, som til den mismodige, ned-

slaaede, sygelige. Den smiler lige roligt og lige venligt, lige

frisk, thi dens Smiil gielder ingen af dem; den smiler, fordi

en frodig Kraft giennemstrømmer den, en Kraft der altid giør

sig gieldende i den saakaldte livløse Natur, medens den- ofte

krympes sammen eller forknyttes i de levende Skabninger-

A lt er sorgfrit i den store Natur; det er ikke Fortvivlelse,

som hviner giennem Stormen, ikke Vrede, som larmer i Tor­

denskyen, og det er ikke Glæden over en giennemgaaet Smerte,,

som lader Regndraaberne paa den grønne En g blinkende for­

dampe i de varmende Solstraaler.

Men der er Kraft og L iv

allevegne, Roe og Sorgfrihed overalt.

Naar vi ere glade i

Solskin, bedrøvede i Regnveir, ville vi saa gierne indbilde os,,

at Naturen sympathiserer med os. Og naar Him len er blaa,

ville vi gierne spadsere for at fornøie os over Naturens Skiøn-

hed. Som om Naturen ikke altid var skiøn, eller som om N a ­

turen i sin ustandselige Bevægelse efter evig faste Love kunde,

faae Tid eller have Lyst til at bekymre sig om alt det, vi i

vor snævre Kreds kalde Glæde eller Kummer! Denne speil-

klare Flod, dette friske duftende Grønne, denne uendelige alt-