11 / 211
i 2. bind en tredie. Men derefter slap han emnet. I de senere bind
tager han nye områder op til behandling. I 3. bind forbløffes vi
lidt over at finde en artikel om Mikkel Wibes sølvbægre; for Lin-
vald beskæftigede sig ellers ikke med at skrive om museumsgenstan
de. Vigtigst er en afhandling i 5. (og sidste) bind i 2. række om
Københavns kommune og de store landboreformer. Den udkom
samtidig med, at Linvald gennem arbejdet med sit store værk »Bi
strup, Byens Gods 16 6 1-19 3 1« (1932) havde fået lejlighed til at
trænge ind i staden Københavns indsats som godsejer.
Bogen om Bistrup blev hans andet store værk om et københavns-
historisk emne. Allerede som nybagt kandidat havde han i 19 13
fået udsendt »Kjøbenhavns Brandforsikring 1 7 3 1 - 1 9 1 1 . Et Bidrag
til Kjøbenhavns Historie«, hvortil ganske vist også andre forfattere
havde ydet bidrag, men hvor hovedafsnittet, mere end 400 store
sider, var Linvalds indsats. Værket fortsattes i 1931 med »Kjøben
havns Brandforsikring 1885 -1931« . Disse værker viser nogle af
Linvalds bedste forfatteregenskaber. Han er grundigt inde i sit stof,
og han gør omhyggeligt rede for sit kildemateriale. Men hans force
er mere soliditet end elegance. Stofmængden kan stedvis knuge
fremstillingen. Bøgerne er tung læsning, men fortræffelige opslags
værker. Set i en større sammenhæng er bogen om Bistrup utvivl
somt den betydeligste. Selv med den voldsomme udvikling i studiet
af dansk landbrugshistorie, der er sket siden dens fremkomst, og
selv om et og andet i den kan føles lidt forældet eller ufuldstændigt,
er den et værk, der stadig står respekt om.
Linvalds tidsskriftsafhandlinger i Historiske Meddelelser om Kø
benhavn læses med fornøjelse, især hvor han beskæftiger sig med
det politiske spil, et område der interesserede ham meget. Straks i
første bind af sin række af tidsskriftet begyndte han at publicere
»Meddelelser fra Raadstuearkivet«, og det blev han ved med i hele
sin redaktørtid. Hans efterfølgere har ikke fortsat serien.
9